Henrik Marstal: Fire ud af fem forbrydere er mænd. Hvorfor begår mænd så meget kriminalitet?

Heldigvis er det at være borger i dagens Danmark for langt de flestes vedkommende ikke noget, der medfører seriøse adfærdsmæssige problemer for dem selv eller deres omgivelser. Men når det en sjælden gang sker, er det først og fremmest mænd, det sker for.

Selv om kriminalforsorgens statistikker viser et let fald i antallet af lovbrydere i perioden 2006-2015, er fordelingen mellem kvinder og mænd stabil: Fire ud af fem lovbrydere er mænd, hvilket har været tilfældet siden 1990’erne. Desuden er ni ud af ti nyindsatte i fængsler og arresthuse mænd. Og når forsorgen samtidig oplyser om, at hele 96 procent langtidsindsatte er mænd, bliver billedet endnu mere tydeligt.

Samtidig dominerer mænd komplet statistikkerne, hvad angår misbrug, psykisk og fysisk usundhed samt tilbøjelighed til at foretage risikofyldte handlinger ikke blot i trafikken, men også til at foretage store økonomiske risici fra ludomani til finanseventyr.

Det er også mænd, som er næsten det eneste køn i statistikkerne for seksualforbrydelser, seksuel chikane og udøvelsen af vold og mord. Og det er mænd, ikke kvinder, der eksempelvis er fodboldhooligans, besidder børneporno og begår næsten alle indbrud og tyverier.

Kort sagt: Det er mænd, der altovervejende er årsag til stor menneskelige lidelse hos deres ofre såvel som hos dem selv, og som koster samfundet enorme økonomiske ressourcer – en pointe, som blev fremført i en Kronik i Politiken allerede i 2006 af skolelærer Bente Christensen med overskriften ’Det er mænd, der er problemet’.

Dansk Metal satte i 2013 fokus på mænds mentale sundhed og slog i en rapport fast, at depression hos mænd alt for ofte ikke registreres og behandles. I stedet foretager mænd ifølge rapporten enten udadreagerende adfærd (som vredesudbrud, rastløshed og misbrug) eller tilbagetrækning (som afvisning af hjælp, arbejdsnarkomani og overdreven selvkritik). Hvad vi kan gøre ved disse problemer, mangler endnu at blive afklaret.

Korshærspræst Morten Aagaard skrev i sidste uge en kronik i Jyllands-Posten med overskriften ’Mænd er et samfundsproblem, vi overser’. Han tog afsæt i det forhold, at 80 procent af brugerne af Kirkens Korshærs varmestuer landet over er mænd, ligesom det er dem, der bebor Korshærens herberger.

Han delte en erfaring, som mange desværre nok kan genkende: »Det er mænd, der ødelægger langt mest i samfundet og koster samfundet langt flest penge. Det er mænd, der er alt for aggressive og vælger krig, terror og hævn frem for dialog. Det er langt overvejende mænd, der begår vold, hærværk, indbrud, tyverier, færdselsforseelser og ikke overholder de spilleregler, der er i samfundet. Det er mænd, der begår seksuelle og andre overgreb mod kvinder«.

Morten Aagaard efterlyste på den baggrund, at »udfordringen med mænds primitive adfærd« bliver taget langt mere alvorligt, og at drenge og mænd lærer at håndtere deres følelsesliv og maskulinitet bedre, så det ikke ender i aggression og selvskade.

Det er unægtelig et besnærende tankeeksperiment: Hvad nu, hvis drenge og mænd begik lige så få forbrydelser og lige så lidt selvskadende virksomhed som kvinder?

Så ville vi på sigt få et samfund, hvor betydelig færre mænd faldt igennem, hvor fængslerne stod næsten tomme, og hvor langt færre levede et liv i misbrug. Det ville være et i den grad efterstræbelsesværdigt tankeeksperiment at forfølge.

I givet fald ville det kræve en øget politisk vilje til at handle på problemet og inddrage eksperter og omsorgspersoner på området for at få hjælp til politiske løsningsforslag. Mere lovgivning ville næppe hjælpe, men derimod øget fokus på den enkeltes tarv og de handlemønstre, der resulterer i kriminalitet og selvskade. Der må ganske enkelt være ganske megen viden og indsigt, som vi lige nu mangler, men som tallene taler deres tydelig sprog om, at der er brug for at fremskaffe eller udvikle.

Endelig ville det kræve en øget kritisk opmærksomhed på de mandetyper, som dominerer især populærkulturen, og som agerer rollemodeller for alt for mange drenge og mænd i computerspil, actionfilm, tv-serier og romaner.

Jeg tænker også på fremstillingerne af mænd som figurer, der primært reagerer på omgivelsernes udfordringer med udadreagerende adfærd som aggression, vold og had. Og jeg tænker på de utallige figurer, der i stedet foretrækker tilbagetrækningens filosofi som ensomme ulve, og som derfor aldrig bidrager til fællesskabet, fordi de mangler evnen til at interagere konstruktivt og empatisk med deres nære omgivelser.

Vi skal kigge på kulturens dysfunktionelle manderoller, såvel som rets- og socialområdet, for at sætte fokus på, hvor mange menneskelige og økonomiske ressourcer mænds dysfunktionelle adfærd koster samfundet.