Spørgsmålet falder med usvigelig sikkerhed efter de første høflighedsbetragtninger ved hvert eneste middagsselskab, man som europa-parlamentariker er så heldig at deltage i for tiden. Det kan godt være, at danskerne generelt ikke har den store interesse for - eller indsigt i - EU-forhold, men selv de mest ignorante har for længst fattet, at det er grækerne, der er problemet. Og det er på en måde rart, for så glider samtalen pludselig lidt lettere.
Der er altid fire-fem vittigheder eller vandrehistorier om den afsindige græske griskhed og kuk-åndsvage, klientelle kultur, som kan bruges som en ice-breaker, hvis EU ikke lige er vejen til borddamens indifferente hjerte... Så - hvad stiller vi op med grækerne..? Ja, een ting, der i hvert fald ikke fungerer er at fordømme og ydmyge dem. Grækerne er - som de fleste sydeuropæere - stolte mennesker, som ikke er vant til at fåden germanske stok, det britiske understatement eller - oh ve - den danske ironi og sarkasme at smage. "Så kan de lære det!", vil man - måske oven i købet med rette - kunne indvende. Jo, men tænk nu, hvis de IKKE vælger fallitten og hopper i ægæerhavet - og vi fortsat må trækkes med dem i klubben i de næste mange år(tier)...? Og lad mig blot komme med en forud-anelse: Jeg tror, at det bliver sådan! Jeg har sagt fra starten - og vil fastholde - at hvis grækerne SELV ønsker at blive, så bliver de. Og man behøver jo blot som græker at kigge på alternativet for at se, hvor den vej ender.
