I takt med den massive indvandring af mennesker fra den muslimske verden, er mange traditionelle danske værdier og omgangsformer, blevet sat under pres. Det skyldes en ærgerlig kombination af, at danske kulturradikale populært sagt er parat til at opgive og fire på en hvilken som helst værdi, blot indvandrerne lover ikke at hidse sig op og at en del muslimske indvandrere presser på for religiøst begrundet særbehandling. Det skal ikke forstås sådan, at alle især muslimske indvandrere stiller urimelige krav, men for mange har gjort det, stærkt opmuntret af en ansvarsforflygtigende venstrefløj. I dag står vi overfor mange væsentlige problemer som konsekvens af årtiers fejlslagen indvandrings- og integrationspolitik. Senest er vi blevet gjort bekendt med, at Danmark i 1990’erne gav asyl til adskillige fundamentalistiske muslimer med forbindelse til det internationale terrornetværk, hvilket har gjort, at nogle danske muslimer givetvis er blevet mere radikaliserede end, hvis Danmark ikke havde fungeret som asyl for ekstreme muslimer fra hele verden. Den muslimske radikalisering har mange ansigter, nogle mere uskyldige end andre. Enhver kan sige sig selv, at en islamist som Said Mansour, der producerer og distribuerer materialer, der opfordrer til terror, er farlig. Det har han også fået en fængselsdom på tre et halvt års fængsel for. Det er straks langt vanskeligere, når radikaliseringen foregår i det stille. Lad mig give nogle eksempler: De første danske muslimske indvandrere kom fra et Mellemøsten domineret af socialistiske ideer og en søgen efter identitet efter, at de nye stater blev dannet i regionen efter anden verdenskrig. Til at starte med fyldte islam meget lidt for de nye indvandrere. Men med den iranske revolution, Sovjets invasion af Afghanistan og den generelle fokus på islam som løsning på problemerne i Mellemøsten, ændrede det sig. Pludseligt skulle kvinder, der ikke gik i marken, men også de der boede i byerne, til at gå med tørklæde. De skulle holde sig hjemme og passe på familiens ære. Fra at en del indvandrere kom herop for at få en ny chance via et job og selvforsørgelse, skiftede indvandrerne fokus. De mange muslimske flygtninge, der begyndt at strømme herop gennem firserne og halvfemserne, kom samtidig med udbredelsen af parabolantennerne. De orienterede sig mod det gamle, og for manges vedkommende frasagde de sig det nye. Nogle var måske forfulgte, andre ønskede sig blot bedre materielle muligheder, men dybest kunne mange ikke forlige sig med de danske frihedsværdier og vendte ryggen til det danske samfund. Vi kender alle til problemerne i dag med særligt muslimske indvandrere, der ikke kan og vil tilpasse sig danske normer for demokrati, ligestilling og ytringsfrihed. Det ser vi, når PET arresterer flere grupperinger af danske unge med muslimsk baggrund, der synes villige til at sprænge deres landsmænd i stumper og stykker i en religions navn. Men, vi ser det også, når muslimer skal have særbehandling i de offentlige institutioner, når danskere ikke kan holde fredagsbar længere eller der ikke kan serveres dansk mad på institutioner og når indvandrerpiger og kvinder bliver indhyllet og trukket ud af samfundslivet, hvilket er et socialt såvel som økonomisk problem, men især et forvarsel om fremtidig adskillelse mellem danskere og muslimer. Som følge af de problemer de muslimske særkrav frembyder, er tiden blevet moden til via regler og love at sætte grænser for de skel og barrierer, der fra muslimsk hold umuliggør opretholdelsen af velfærdsstaten og underminerer sammenhængskraften. Det er ikke mindst ledelsen på institutioner så som skoler, børnehaver og plejehjem osv., der er blevet sat under enormt pres i disse år. Det er ude i marken, at velfærdssamfundets frontløbere dagligt bliver konfronteret med kravene om særbehandling, hvor der er brug for klare regler og lovgivning. Det vil i Dansk Folkepartis optik være en kæmpe håndsrækning til sagsbehandlere, skoleledere og institutionsledere, hvis de med loven i hånd kan forhindre eksempelvis muslimske pigers mulighed for at blive integreret i det danske samfund bliver begrænset af deres fædres religion. Derfor ønsker Dansk Folkeparti iværksat et lovforberedende arbejde, hvor der på følgende punkter skal foretages opstramninger: - Der skal ikke serveres mad efter religiøse forskrifter på offentlige institutioner i Danmark - Brug af stærkt religiøse symboler, der sætter skarpe skel mellem befolkningsgrupperne og eksempelvis virker undertrykkende på minoriteter så som kvinder og homoseksuelle, skal forbydes. - Det skal kun være muligt at fejre danske nationale helligdage på offentlige institutioner - Der skal være klart forbud mod distribution af materialer for organisationer, der er modstandere af demokratiet på offentlige institutioner og samtidig forbud mod brug af lokaler til antidemokratiske organisationer efter samme retningslinier. - Ansatte, elever og brugere af danske offentlige institutioner, der agiterer imod demokratiet, skal uden videre kunne bortvises fra institutionen. Samtidig vil vi insistere på: - at svømmehaller ikke lukkes udelukkende for, at muslimske kvinder kan bade - at der ikke indrettes særlige bade- og omklædningsrum på skoler - at der ikke indrettes særlige bederum til muslimer - at ramadanen ikke undergraver undervisningen eller medfører pjæk fra undervisning eller godkendt frihed fra skole - at muslimske medarbejdere ikke skal kunne kræve en arbejdsplads indrettet på en bestemt måde af hensyn til deres religion