Dansk Folkeparti redder velfærden

Lyt til artiklen

Det har været en usædvanlig udfordrende pinseferie for Dansk Folkepartis forhandlere. Det har dog samtidig været meget tilfredsstillende at engagere sig i de forhandlinger, der skulle sikre dansk økonomis holdbarhed og derved velfærdssamfundets fremtid. Vi har aldrig lagt skjul på i Dansk Folkeparti, at vi er endog meget begejstrede for den danske velfærdsmodel, som er helt afgørende for, at vi bevarer et velfungerende, homogent Danmark, hvor indbyggerne kan føle sig trygge og sikre gennem hele tilværelsen. Vi skal passe på velfærdssamfundet. Det er samfundets kit og danskernes identitet. Men derfor kan der godt findes midler - uden at det gør for ondt. Det var derfor afgørende for Dansk Folkepartis tilslutning til genopretningsplanen, at regeringen pillede besparelser ud, som var målrettet pensionister og førtidspensionister, der som bekendt ikke har mulighed for at øge deres indtægter ved at tage arbejde. For SU-modtagerne gælder det, at de så vidt muligt skal studere og ikke påtage sig uoverstigeligt erhvervsarbejde, der umuliggør at blive færdige med studiet inden for rimelig tid. Derfor kunne det også have været problematisk at skære i SU’en. Det betød i realiteten, at regeringens forslag i store træk ikke kunne bruges bortset fra, at vi accepterede at undlade at foretage den normale opjustering i grænserne på skattesatserne, hvorved, at en trods alt betydelig del af finansieringen kom i hus via større skatteopkrævning. Det har også den betydning, at regningen samlet set bliver delt mellem de, der er i arbejde og de, der midlertidigt er uden job. Hertil kommer, at den planlagte skattelettelse pr. 1. januar 2011 udskydes. Halveringen af dagpengeperioden vil skaffe mere end 10.000 flere jobs og føre til, at den forestående udfordring i forhold til mangel på arbejdskraft, når de store efterkrigsgenerationer går på pension, bliver mindsket. Det vil samtidig øge incitamentet for de ledige til at finde job eller måske påbegynde et uddannelsesforløb, hvilket især mange ufaglærte bør overveje, da fremtidens arbejdsmarked bliver stadigt mere krævende. Dansk Folkeparti og regeringen har for at afhjælpe problemerne med langtidsarbejdsløsheden bevilget 500 millioner kr. til at hjælpe de berørte i gang igen. Desværre har LO og de andre fagforbund ikke været interesseret i at hjælpe deres langtidsledige medlemmer i job igen, hvilket er meget påfaldende. I det hele taget virker det som, at fagforeningerne i øjeblikket er mere interesseret i at markere sig politisk til støtte for en socialistisk regering frem for at fokusere på at forbedre forholdene for deres stadigt færre medlemmer. Det undrer mig oprigtigt. Det viser sig heldigvis, at man i denne tid nedskriver forventningerne til arbejdsløsheden for næste år. Det glæder mig overmåde meget, for det er vigtigt, at vi fastholder det generelt meget lave arbejdsløshedstal set i en international sammenhæng, hvor de fleste vestlige lande ligger omkring ti procents arbejdsløshed, mens vi ligger under fem procent. Det betyder ikke, at vi skal stoppe her. Friholdelsen af kommunerne for de fire milliarder kr. i besparelser indebærer også, at kommunerne ikke behøver at gøre indgreb imod kernevelfærden og begynde at afskedige danskere, som yder en stor indsats i den offentlige sektor, hvilket er meget, meget positivt i Dansk Folkepartis optik. Samtidig har vi i fællesskab med regeringen sikret store milliardbeløb, som vi vil målrette sundhedssektoren og de svageste grupper. Det er afgørende for Dansk Folkeparti, at vi opretholder et godt, hurtigt, effektivt og menneskeligt sundhedsvæsen i primært offentligt regi. Endelig har vi sparet ca. 100 millioner kr. årligt på udlændingeområdet, fordi det for Dansk Folkeparti handler om at fordele udgifterne til alle borgere i det danske samfund, også de ikke-vestlige indvandrere, som er så væsentligt underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, hvilket jo også har nødvendiggjort denne spareøvelse. Hvis de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere arbejdede i samme omfang som danskerne ville den økonomiske situation straks blive 24 milliarder kr. bedre, holdbarhedsproblemet ville være løst og væksten i dansk økonomi ville eksplodere. Dansk Folkeparti vil i fremtiden fortsætte en socialt afbalanceret politik, som presser flere indvandrere til at finde sig et job, tage en uddannelse eller måske til at vende hjem, hvis det ikke gik at være her i landet. Derfor har vi heller ikke forståelse for den megen snak om at fjerne efterlønnen; vi vil hellere have indvandrerne til at arbejde eller at undlade at komme hertil, hvis de ikke vil bidrage til samfundet, frem for at skære i danskernes velfærd. Alt i alt er jeg også overbevist om, at mange danskere støtter Dansk Folkepartis ændringer i genopretningspakken i en mere socialt afbalanceret retning. Med venlig hilsen Peter Skaarup

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her