Så kom det. Det forudsigelige forsøg fra Helle Thorning-Schmidt på at begrænse skadens omfang i sagen om, hvorvidt hendes mand, Stephen Kinnock, skal betale skat i Danmark eller ej. Kinnock arbejder som bekendt i Schweiz og betaler, trods hus, børn og kone i Danmark, skat i alpelandet. Og skatten i dette land er meget lavere end i Danmark. Sagen startede den 23. juni da en række skatteeksperter udtalte til B.T, at Kinnock med stor sandsynlighed skal betale skat i Danmark. Helle Thorning-Schmidt afviste da blankt, at hendes mand skal betale skat i Danmark. Og det har hun gjort igen og igen og igen lige siden. Altså lige indtil nu. For nu har parret pludselig besluttet, at Stephen Kinnock skal betale skat både i Schweiz og i Danmark, så hans skattebetaling i alt kommer til at ligge på dansk niveau. Thorning siger godt nok, at de »følger reglerne til punkt og prikke« (hvor mange gange har vi snart hørt hende sige det?), men alligevel mener hun, at parret er i en skattemæssig gråzone, så derfor vælger de nu, at Kinnock skal svare skat i begge lande. Det forekommer mig mærkeligt, at man både garanterer, at man »følger reglerne til punkt og prikke« og så alligevel mener, at man er i en skattemæssig gråzone, hvor man ikke er sikker på reglerne. Det er altså to modstridende udsagn, der må undre enhver. Men tilbage til udgangspunktet. Thorning-Kinnock-parrets udmelding er et klassisk forsøg på at begrænse skadens omfang; at lægge låg på sagen. Men der er altså stadigvæk en lang række spørgsmål i sagen, og man må sige, at Thorning så langt fra har skruet låget fast. Der er stadigvæk masser at komme efter. Det ligner i hvert fald en tanke, at Helle Thorning-Schmidts kovending kommer lige efter, at SKAT har henvendt sig til hende om sagen, og at parret har drøftet sagen med deres egen revisor. For det viser sig, at Kinnock HAR arbejdet i Danmark. Han har både været til møder og talt i telefon i Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt nu. Det er stik imod, hvad Helle Thorning-Schmidt tidligere har udtalt for åben skærm. Så nu er det altså op til SKAT at undersøge Kinnocks forhold og hive lommeregneren frem og finde ud af, om han har opholdt sig op til 180 dage i Danmark uden arbejdsopgaver af nogen art. Og så er det efterhånden besynderligt, at Helle Thorning-Schmidt afviser, at parret på nogen måde har spekuleret i Kinnocks skatteforhold. Hvorfor har parret så for eksempel sørget for, at Helle Thorning-Schmidt får alle fradrag i parrets hus? Hvorfor har man ikke villet betale de 300 kroner (som man skulle mene, at parret godt kan finde på budgettet) til SKAT, så de kunne få et bindende tilsagn fra SKAT om parrets skattearrangement? Det virker unægtelig som om, at parret har lavet dette arrangement efter devisen ”går-den-så-den”, og det er mildt sagt utroværdigt, at parret efter en uge i mediestormvejr først nu vælger at lade manden betale skat til Danmark og vores velfærdssamfund. Det er patetisk, at det skal være avisskriverier, der afgør, hvor husbonden til oppositionens statsministerkandidat betaler skat og hvor meget, han ønsker at betale. Og så er der det moralske spørgsmål. Helle Thorning-Schmidt har (også) i denne sag sagt ét og gjort noget helt andet. Hun siger til danskerne, at de skal gøre det, hun ikke selv vil gøre. Tillad mig endnu en gang at minde om Helle Thorning-Schmidts 1. maj tale i år: »For vi har hver især et ansvar for, at økonomien hænger sammen. Vores fællesskab er ikke stærkere, end vi selv gør det til. Det personlige ansvar har aldrig været vigtigere. Og man kan ikke både brokke sig over, at det offentlige skal spare og så undlade at betale skat eller snyde samfundet« Eller hvor falsk forekommer det lige, at Helle Thorning-Schmidt er statsministerkandidat for en opposition, der ønsker en millionærskat, fordi: »Det må være fair, at de, der sidder på den allergrønneste gren, er med til at betale lidt mere«. Som SF's gruppeformand Ole Sohn har udtrykt det. Den millionærskat som Helle Thorning-Schmidt og hendes mand i hvert fald ikke skal betale, selv om de ifølge Ole Sohn ”sidder på den allergrønneste gren”. Men det er jo op til den enkelte, om man bryder sig om den slags hykleri og dobbeltmoral. Noget andet er SKAT’s undersøgelse af Thorning-Kinnock-parret, der altså ikke stopper ved Helle Thorning-Schmidts nyeste udmelding. Det fremtidige forløb af den undersøgelse er vi mange, der vil følge med interesse. Med ønsket om en fortsat god sommer, Peter Skaarup
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























