Kriminelle indvandrere skal hjemsendes til gavn for ghettoerne

Lyt til artiklen

Det er ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti ser med bekymring på den voldsomme indvandring fra den tredje verden, der har pågået til Danmark i årtier, og som vi heldigvis har fået dæmpet kraftigt. Det er derfor positivt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen tager fat på emnet, og har fået sat ghettobekæmpelsen på den politiske dagsorden i forbindelse med sin åbningstale til Folketinget. Desværre er indvandring fra den tredje verden, hvilket i realiteten vil sige indvandring fra Mellemøsten, ret tabuiseret. Det er stadig vanskeligt for en del politikere at tale åbent og ærligt om indvandringen, selvom den i høj grad har sat det danske samfund generelt og den danske samfundsmodel i særdeleshed under massivt pres. For lige så positivt det er at tage hul på en diskussion om det uacceptable i, at der findes parallelsamfund, også kaldet ghettoer, i Danmark, hvor klaner, gangstere og bander styrer langt mere end de danske myndigheder, lige så utilfredsstillende er det, hvis diskussionen kun kommer til at handle om at rive ellers brugbare lejligheder ned. I Dansk Folkeparti tør vi godt beskrive problemerne, som vi ser dem. Mange lejligheder i de såkaldte ghettoer er såmænd ganske fine, rummelige og dejlige at bebo. Problemet er i langt mindre grad lejlighederne end de af beboerne, der skaber så mange problemer for alle de andre. I den forgangne uge udtalte Politiforbundets formand, Peter Ibsen, at han er tilfreds med regeringens fokus på ghetto-områderne, han advarede samtidig mod at tage for let på opgaven: ”Slaget er langt hen ad vejen allerede tabt i flere af landets socialt belastede ghetto-områder. Vi savner en realistisk plan for at generobre områder, som har udviklet sig til parallelsamfund. Det skal ske med bred indsats fra politi, skoler og kommuner. Og en ærlig indsats. Politiet skal blandt andet indrømme, at SSP-indsatsen sejler mange steder, og vores øverste ledelser skal måske hæfte sig lidt mindre ved gode måltal, da vi ofte ikke ved om, det blot dækker over manglende lyst eller mod til at anmelde eller tro på, at det kan betale sig at anmelde kriminalitet. Faktum er, at vi står over for stigende selvjustits og ghetto-områderne med egne regler,” udtalte Peter Ibsen i Politiforbundets medlemsblad. Klarere kan det ikke siges, og hvad er så Dansk Folkepartis svar på en så stor udfordring? For det første må vi gøre op med tanken om, at det alene er et område, en boligkarré eller en bydel, der er problemet. Det er det ikke. Det handler om de mennesker, der bor et givent sted. Vi må derfor erkende, at det er nødvendigt med en begrænsning af tilstrømningen af svært integrerbare ikke-vestlige indvandrere, der ikke vil det danske samfund - både af hensyn til de mange indvandrere, der gerne vil det danske samfund og gør det godt, men også af hensyn til hele sammenhængskraften i vores samfund. Vi må også insistere på, at politiet rent faktisk generobrer kontrollen med de såkaldte ghetto-områder, hvor der i realiteten bor mange mennesker både med dansk og udenlandsk oprindelse, der ikke ønsker at leve et sted, hvor politi, brandvæsen og ambulancer kun nødigt kommer, fordi banderne truer med bål og brand. Det duer bare ikke. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti have nedsat særligt dedikerede politistyrker, der skal uddannes og målrettes til at generobre kontrollen med ghettoerne. Denne særlige politistyrke skal have et styrket mandat til at slå hårdt ned på ballademagerne i ghettoerne. Politiet kan dog ikke klare den alene, men de kan ved at lægge pres på de urolige og kriminelle elementer få sat dem ud af spillet, der modarbejder det danske samfund ved at føre dem for en dommer. Det skal så suppleres med, at vi gør det nemmere at få udvist kriminelle med udenlandsk baggrund, hvilket er et krav vi præsenterer overfor regeringen i forbindelse med dens fremlæggelse af en samlet ghettostrategi. Endvidere må de sociale myndigheder træde til, for er man stor nok til at kaste med sten, puste sig op overfor myndighederne og på anden vis gøre sig uheldig bemærket, så er det ikke utænkeligt, at man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet eller ikke passer sin skole. I de tilfælde skal kommunerne blive bedre til at følge op og forlange, at rødderne står til rådighed for det danske samfund, ellers må der stoppes for de sociale ydelser. Samtidig skal gadeplanmedarbejderne yderligere i sving til gavn for det forebyggende arbejde. Det betyder rent konkret, at vi foreslår, at alle der bliver tilbageholdt af politiet i forbindelse med uro i et ghetto-område også skal igennem et fuldt socialt tjek, hvor både de sociale myndigheder og Skat ser på om alle forhold i økonomien hænger sammen. Det er altså en udvidet Al Capone kontrol, hvor de kriminelle, der ikke kan tages direkte for kriminalitet, i stedet om muligt rammes på socialt bedrageri, sort arbejde eller lignende. Det er et vigtigt redskab, som vi skal benytte langt mere for at bekæmpe uroen og forhindre parallelsamfund i at udvikle sig. Endelig vil vi bede regeringen bruge Dansk Folkepartis repatrieringscheck langt mere offensivt. Der findes stadig en væsentlig gruppe indvandrere, som ikke vil lade sig integrere, og de bor ofte i de såkaldte ghettoer. Det handler derfor i høj grad om at overbevise disse mennesker om, at de vil få et langt bedre liv, hvis de vender hjem igen med et starttilskud fra det danske samfund. I skrivende stund ser det i øvrigt ud som om, at muligheden for repatriering i det indeværende år bliver benyttet af flere udlændinge end nogensinde før. Der skal sættes en stopper for parallelsamfundene, som alle kan se har udviklet sig i ghettoerne, men forudsætningen for, at man kan ændre noget er, at man selv indser, at der er et problem. Det betyder, at de politikere, der befinder sig i et mentalt parallelsamfund, hvor de forestiller sig, at bare man nøjes med at plante en hæk og rydde en sti, så har man løst problemerne i ”ghettoerne”, først og fremmest må vågne op og erkende, at det ikke kun er uintegrerbare ikke-vestlige indvandrere, der befinder sig i parallelsamfund i Danmark. Det bliver en lang sej kamp at genoprette ro og orden i de såkaldte ghettoer, men i kølvandet på finanskrisen er det sidste, vi har brug for, at ghettoerne virker som magneter på de ikke-vestlige indvandrere, der kun kommer hertil for at lave det samme, som de gjorde i hjemlandet. Bekæmpelsen af parallelsamfundene starter ved grænsen, men det kan ikke lade sig gøre uden et solidt politikorps og en forstærket indsats overfor socialt bedrageri. Kære statsminister Lars Løkke Rasmussen, sæt i gang hurtigst muligt! Med venlig hilsen Peter Skaarup

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her