Tre ugers spændende, men også opslidende valgkamp er ved at være ovre. Selvom det er lang tid, så kunne det nu være rart nok at have fortsat lidt endnu, for her til sidst, er det lykkedes at komme igennem med budskabet om, at vi skal diskutere, hvad vi vil med vores land i stedet for bare at diskutere bogstavkombinationer. Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har holdt fast på sine mærkesager gennem hele valgkampen og fulgt vores politiske kurs til punkt og prikke. Det er endnu for tidligt at spå om vælgerne belønner os for at stå fast og det er dybest set også blot, hvad vælgerne bør kunne forvente. Interessant er det dog, at Dansk Folkeparti stiger i meningsmålingerne her op til valgdagen. Det giver under alle omstændigheder ekstra energi til at gennemføre de sidste hektiske timer af valgkampen. Dansk Folkeparti er gået til valg på en klassisk dagsorden. Vi vil sikre den danske velfærd gennem en stram indvandringspolitik, skattestoppet og flere ressourcer til den offentlige sektor. Samtidig vil vi gøre Danmark til et tryggere sted ved at fortsætte vores indsats for højere straffe for personfarlig kriminalitet, at bekæmpe terror hårdt og målrettet og fortsætte en fast og konsekvent integrationspolitik. Dansk Folkeparti bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke tager ansvar for integrationen. Det er naturligvis ikke rigtigt. Vi har deltaget i flere forlig med regeringen til at fremme integrationen, herunder ved ekstra sprogundervisning, indsats for at få flere i job og hjælp til indvandrerkvinder. Dansk Folkepartis primære og yderst vigtige bidrag til integrationen er vores vedvarende insisteren på, at integrationen går gennem tilpasning til danske værdier og ved at adoptere sprog og demokratiske vaner. Ligestilling er en anden yderst vigtig dansk værdi, som vi må insistere kraftigt på, at alle indvandrere tilslutter sig. Det er helt uacceptabelt, at kvinder i det danske samfund i år 2007 ikke altid kan tage det for givet, at hun automatisk er ligestillet med manden. Kvindeundertrykkelsen udgør et bastant problem især blandt nogle muslimer, og det er min opfattelse, at det kommer som et chok for nogle muslimske mænd, når de bliver konfronteret med den frigjorte danske kvinderolle. Det har den konsekvens, at kvindecentrene har alt for mange indvandrerkvinder på centrene i forhold til deres andel af befolkningen. Æresdrab og andre ekstreme udtryk for kvindeundertrykkelsen, som nogle indvandrere især med muslimsk baggrund bærer med sig, er det desværre blevet en del af den danske virkelighed. Derfor er Dansk Folkepartis insisteren på en kontrolleret indvandring og konsekvent insisteren på, at indvandrere adopterer danske værdier som netop ligestilling, demokrati og ytringsfrihed, en forudsætning for en tryg og sikker fremtid for det danske velfærdssamfund.