Jeg må straks gå til bekendelse. DRs humoristiske søndagsserie om kommunikationsmedarbejderen, Lykke, har vundet en plads i mit hjerte. Der er garanti for humor, selvironi, samfundssatire og god dansk underholdning, når man tænder for Lykke. Noget af det mest fascinerende ved Lykke er de mange små sidehistorier, der fletter sig sammen og skaber en helhed. Jeg har især været grebet af dramaet omkring den tyrkiske rengøringsassistent Ayse, der blev uberettiget fyret, men heldigvis blev hjulpet tilbage på sporet af den flinke vagtmand Bjarne. Den tyrkiske enke var ved at blive giftet bort til en tudsegammel mand, der til forlovelsesfesten havde medbragt et gedehoved, som han ønskede kogt, fordi det i hans optik er en delikatesse. Scenen er yderst morsom og en smule usædvanlig, fordi den tør adressere integrationskonflikterne med mod og humor. Ayse er på mange måder et tidstypisk billede på de mange muslimske kvinder, der kæmper en daglig kamp for at blive frie og uafhængige af den patriarkalske og meget lidt ligestillingsorienterede tradition, der næsten kun kan give sammenstød, når den arriverer i Danmark. Ayse fik som så mange andre muslimske kvinder i Danmark aldrig lært sproget, da hun kom hertil, fordi en uhellig alliance af sagsbehandlere og patriarkalske normer holdt hende hjemme i stedet for at give hende et kærligt skub ud i den danske virkelighed via sprogkurser, uddannelse og endelig regulært job. Heldigvis tager vagtmanden Bjarne sagen i egen hånd og forærer Ayse en tyrkisk-dansk ordbog og hjælper hende til genansættelse på SanaFortis i virksomhedens kantine. Bjarne, der har et godt øje til Ayse, forsøger også selv at lære sig tyrkisk, og konstaterer tørt, at det er svært at lære et nyt sprog. Det har han jo evigt ret i, men kommer alligevel til den rigtige konklusion, at det bør hans nye veninde alligevel forsøge. Jeg skal ikke lægge skjul på, at mit største håb for en bedre integration først og fremmest ligger hos de muslimske kvinder, der i sagens natur også har mest at vinde ved at blive ligestillet med deres danske medsøstre. Det er derfor godt at læse, at efterkommerne af indvandrerne på kvindesiden nu er lige så flittige studerende - hvis ikke mere - som de danske kvinder. Det er yderst opmuntrende, og deres beskæftigelsesfrekvens er også godt på vej opad. Desværre går det ikke nær så godt for de unge muslimske mænd, hvor en del tilsyneladende i højere grad end deres søstre synes at hænge fast i den negative ghettokultur. Virkelighedens ”Ayser” viser dog vejen frem i disse år i deres tilsyneladende utrættelige kamp for at skabe sig en uafhængig tilværelse i Danmark, hvor uddannelse er gratis og sågar bliver understøttet med verdens nok mest generøse uddannelsesstøtte. Jeg er af den overbevisning, at vejen frem for bedre integration er en kombination af incitamenter, som vi har indført via startydelsen kombineret med langt mere fokus på at give indvandrerne et tilbud, de ikke kan afslå i form af sprogtræning, uddannelse eller et job, og så i langt, langt højere grad undlade at give dem passiv forsørgelse, hvilket er et problem, der starter og slutter ude i kommunerne. Det er således min udgangsbøn her, at de kommunale sagsbehandlere og jobkonsulenter gør som Bjarne i Lykke og skubber på for en bedre integration. Det er så nemt at bestikke mennesker, man måske ikke helt forstår, til at blive hjemme og forholde sig i ro, men den går altså ikke. Både indvandrerne og de danske skatteydere har ret til at kræve meget mere af kommunerne, når det gælder om at få flere indvandrere i job. Der kommer angiveligt til at mangle hænder i fremtiden pga. danskerens stigende gennemsnitsalder; ville det så ikke være langt bedre at beskæftige de indvandrere, der er kommet for at blive, end at hive nye indvandrere hertil, når vi rammer den næste økonomiske højkonjunktur? Svaret giver vist sig selv; vi kan stadig få flere indvandrere i job, selvom vi allerede har fået mange flere i beskæftigelse gennem det sidste årti. Med venlig hilsen Peter Skaarup