Mange opinionsdannere har beskrevet bandekrigen som værende en ”etnisk” konflikt. Det er en betegnelse jeg slet ikke bryder mig om, fordi jeg mener den er fejlagtig af flere årsager. For det første er der mennesker med oprindelse i andre kulturer end i den danske i rockermiljøet og omvendt stammer ikke alle indvandrerbandemedlemmerne fra det solrige syden, om end mange af dem har baggrund i det muslimsk dominerede Mellemøsten. Det er selvklart, at de efterhånden aldrende rockere har oprindelse i Danmark for de flestes vedkommende, og mange af dem er nogle forhærdede forbrydere, som i alt for mange år har kunnet vandre ind, og ikke mindst ud, af de danske fængsler pga. de ofte for lave straffe, som domstolene generelt ikke synes at være indstillet på at sætte op. Det lave strafniveau gør, at det er relativt omkostningsfrit at etablere sig som bandemedlem i Danmark, fordi grov vold sjældent giver rigtig lange fængselsstraffe. Rockerne udgør en del af problemet og i visse avisartikler er det blevet mere end antydet, at Blågårdsbanden tidligere har arbejdet sammen med Hells Angels om salg af narkotika. Endvidere viser det sig også, at de såkaldte indvandrerbander også slås indbyrdes. Jeg finder dog ikke udtrykket indvandrerbander præcist nok. Naturligvis er efterkommere af indvandrere fra Mellemøsten endog voldsomt overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne, hvilket ikke mindst gælder for indvandrere fra muslimske kulturer. Og netop repræsentanter fra de muslimske lande har udgjort og udgør en kæmpe udfordring i forhold til at genoprette harmonien i det danske samfund. Det er ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti i mange år har haft fokus på det faktum, at det er vanskeligt, og for nogles vedkommende, en nærmest umulig opgave at integrere mennesker med ophav i den muslimske kultur i det danske samfund. Det er også i den sammenhæng, at man skal se min afvisning af, at der er tale om en etnisk konflikt. Der findes nemlig en del indvandrere, der er godt integreret i det danske samfund (vestlige indvandrere, typisk) og også en væsentlig gruppe, der ikke nødvendigvis er godt integrerede i dansk kultur (asiater, typisk), men som ikke gør meget væsen ud af sig i forhold til kriminalitet og religiøse særkrav, og endelig er der en relativ stor gruppe indvandrere med oprindelse i Mellemøsten, der er dårligt integrerede og som oven i købet er voldsomt overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne (mennesker med muslimsk baggrund, typisk). For mig at se har etnicitet ingen betydning. Det er den religiøse og kulturelle baggrund, der ofte er afgørende for om man kan klare sig i det danske samfund, og ikke mindst om man vil forsøge at klare sig ved at integrere sig og opgive utidige normer. Fænomenet med svært integrerbare muslimer er jo heller ikke specifikt dansk, tværtimod. I disse år, hvor mange asiatiske lande med Kina og Indien i spidsen oplever en enorm økonomisk udvikling og fantastiske sociale forbedringer for deres befolkninger - eller i hvert fald en del af deres befolkninger - ser man ofte de modsatrettede tendenser i den muslimske verden. Tyrkiet rykker dag for dag tættere på en islamistisk magtovertagelse. Pakistan er stort set tabt på gulvet og flere regioner i landet har indført Sharialov, hvilket betyder, at kvinderne i de regioner nu reelt er husslaver, musik er forbudt og videnskab reelt bandlyst. Somalia er ved at blive tabt til islamisterne og de fleste arabiske lande er tynget af en ukontrollabel befolkningseksplosion, mangel på demokrati, økonomisk udvikling og ligestilling, hvilket igen fører til udvandring. Problemet er, at de der ønsker at forlade den nedadgående muslimske verden, der ligger underdrejet grundet selvpåførte problemer så som manglende uddannelse, familieplanlægning, demokratisering og økonomiske liberaliseringer, ofte ikke forlader den del af verden, fordi de ønsker at være en del af en blomstrende civilisation, men blot ønsker en del af velstanden, også selvom de ofte ikke vil give de indrømmelser velstandsstigninger forudsætter. Nu kommer vi så til pointen. Bandekrigen er naturligvis ikke nogen religionskrig, men de politikere, som har påført Danmark en befolkningsgruppe, der for en dels vedkommende, hverken kan eller vil lade sig integrere ved at tage imod gratis uddannelse, acceptere det demokratiske samfund og tillade kvinderne ligestilling og medindflydelse og ikke mindst acceptere, at i Danmark kommer dialog før magtanvendelse; de politikere har et ubetinget ansvar for bandekriminaliteten. Endvidere har de pågældende indvandrere, som vælger en tilværelse som gangstere, selvom de har fået foræret en fantastisk mulighed for at finde sig en plads i et moderne oplyst samfund med gratis uddannelse, sundhedshjælp og sågar socialhjælp, et kæmpe ansvar for at smide denne chance på gulvet, og i stedet påtage sig en rolle som det vrede offer, ”som hele verden er imod”. I den sammenhæng mener jeg, at stærke kræfter blandt de kulturradikale i Danmark, har et kæmpe ansvar for at bygge en vanvittig og decideret løgnagtig fortælling op om, at vi danskere er nogle værre imperialister, der burde skamme os over, at vi er på ”toppen af verden”. Jeg skal være den sidste, der forsvarer, at nogle rockere opfører sig som skydegale tosser, hvilket også skal stoppes med en konsekvent og hård retspolitik vendt både mod rockere og banderne med medlemmer fra det muslimske samfund i Danmark. Der findes ingen gode parter i denne konflikter, kun hensynsløse kriminelle, der skal stoppes med en bredspektret social, skattemæssig og ikke mindst politimæssig indsats. For Dansk Folkeparti har det meget høj prioritet at få udvist alle bandemedlemmer med udenlandske statsborgerskab, ligegyldigt om de er med i en rockergruppe eller de muslimsk dominerede indvandrerbander. Jo færre individer politiet skal jage og fængsle, desto bedre. Samtidig viser konflikten med de muslimsk dominerede indvandrerbander, at vi skal fastholde den stramme indvandringspolitik, og samtidig blive langt bedre til at udvise kriminelle udlændinge langt tidligere og mere konsekvent end i dag. Desværre må vi forvente, at situationen med meget voldsomme muslimsk dominerede indvandrerbander, der sætter sig på hele kvarterer og dominerer og intimiderer deres omgivelser bare vil vokse, trods hårdere straffe. Det skyldes det simple faktum, at de indvandrere, som vi ikke kan integrere sig fra den muslimske verden, som kom hertil i stor stil i 80’erne og 90’erne, har fået mange børn, som i disse år nærmer sig den alder, hvor især unge mænd skaber mange problemer. Jeg kan derfor ikke acceptere forklaringen om, at vi ikke gør nok for at dæmpe volden fra politisk hold fordi der kommer flere bandemedlemmer, tværtimod. Årsagen er befolkningsudviklingen, som vi fra politisk hold ikke kan styre. Men, vi må erkende, at det juridiske system synes at være fanget i et 70’er kriminologisk verdensbillede, der dikterer at straffe ikke virker og at udvisningsdomme ikke er noget, som man kan benytte sig så meget af. Her står vi overfor en meget stor udfordring i forhold til at få dommerstanden og Kriminalforsorgen etc. til at forstå, at de gode fredelige tider er forbi. Globaliseringen har ramt Danmark med et hammerslag, trods løfter om, at det kun ville blive positivt. Nu må vi indstille os på den ”multikulturelle” virkelighed, som dybest set går ud på, at den meget påtrængende og offensive muslimske kultur forlanger, at verden omkring sig passer ind i dennes optik, ellers lurer trusler og det der er værre lige under overfladen, som det ses i bandekrigen, under Muhammedkrisen og i den daglige udbredelse af sharialove både i den tredje verden og ghettoerne i de europæiske storbyforstæder.