Den muslimske verden i dag står i problemer til halsen. Ud over råolien, er den muslimske del af verden stort set blottet for ressourcer, der skal bringe de 57 lande i verden, som styres af muslimske despoter, ind i det 21. århundrede. Kvindeundertrykkelsen er massiv, hvilket betyder, at den muslimske verden bruger mange ressourcer på at holde kvinderne derhjemme, frem for at benytte deres ressourcer på arbejdsmarkedet. Det skaber øget fattigdom, bidrager til befolkningseksplosionen og forrykker den delikate samfundsbalance, der gør, at de unge mænd og deres machonormer ikke balanceres af kvinders ofte mere mæglende stemmer. Konsekvenserne er som vi kender dem alt for godt: Vold, uro, fattigdom, analfabetisme, sult, mangelsygdomme, social ulighed og fravær af udvikling i enhver positiv forstand; det er tendenser, der dominerer store dele af den muslimske verden. I en sådan situation, hvor den sociale uro hele tiden bobler lige under overfladen, skal hver enkelt muslimsk despot træffe et valg: Skal han arbejde på sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige reformer eller lade sig nøje med status quo? Reformer og tiltag der skal dæmme op for den stadig stigende ekstremisme og deraf følgende åndelige og sociale nød, skal man lede længe efter i den islamiske verden. I stedet valgte lederen af det tidligere sekulære og relativt vestlige Tyrkiet at fokusere på at forsøge at presse NATOs kommende generalsekretær til at ”undskylde”, at en fri dansk borger havde tilladt sig at tegne et billede af en mand, som sjovt nok af mange muslimer opfattedes som deres profet Muhammed (mærkeligt, når nu man hører, at han var så fredelig, at nogen kunne forveksle den historiske Muhammed med den satiriske version) med en bombe i turbanen i Jyllands-Posten. I den forgangne uge var det så talebanernes tur til at bakke op bag den tyrkiske kritik. Anders Fogh Rasmussen er ondskaben selv, fordi han ikke går imod ytringsfrihed, kan de to islamistiske bevægelser enes om. Æresdrab, legaliseret voldtægt, afbrænding af pigeskoler, summariske henrettelser og andre fortrædeligheder er åbenbart noget, der kitter den muslimske verden sammen, for det kunne Erdogan have bedt Fogh at hjælpe til med at udrydde, men i stedet udtrykte han indirekte enighed med Taleban i deres syn på ytringsfrihed, kvinde- og minoritetsundertrykkelse og frygten for den ytringsfrihed, som er forudsætningen for frihed og reformer. Den muslimske verden er ved at knække under en befolkningseksplosion, som gør, at millioner af unge mænd står uden lyse fremtidsudsigter. I stedet for at de rigeste muslimske lande, som Saudi Arabien, benytter olieoverskuddet til at investere i uddannelse, frihed og fremgang, bruger regimet milliarder af dollars på nye koranskoler og andre reaktionære tiltag, der vil bringe den muslimske verden endnu længere ned i sølet. Frem for at kritisere terroren, kvindeundertrykkelsen og den massive undertrykkelse af alle frihedsrettigheder, som gennemsyrer hele den muslimske verden, så vælger den tyrkiske, islamistiske premierminister at kritisere Anders Fogh Rasmussen for at forsvare ytringsfriheden, eller rettere for ikke at undsige den. Alliancen mellem Erdogan og Taliban er skræmmende, særligt ved tanken om, at stærke kræfter i EU arbejder for at få optaget Tyrkiet i EU. Det ville være en politisk katastrofe, som nok også ville vælte EU mastodonten og føre til dens undergang, hvis det lykkes. Men, mest skræmmende er det i mine øjne, at så mange danskere, primært på venstrefløjen, men også med Uffe Ellemann -Jensen på holdet, der stiller sig op i denne anticivilisatoriske alliance mod ytringsfrihed, og dermed reelt går imod reformer af den islamiske verden. Mange bloglæsere har beskyldt mig for diverse sym- og antipatier, her på Politikens blog. Lad mig her forklare kort præcist, hvad jeg går ind for: ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene, et frit marked, frihandel og ikke mindst demokrati, hvor magten skifter i takt med, at befolkninger afgiver deres stemme ved frie og lige valg cirka hvert fjerde år. Jeg velkommer mennesker, der fuldt og helt tilslutter sig ovenstående værdier, som har slået sig ned i det danske samfund og som formår at efterleve disse værdier, ligegyldigt, hvilken religion de og deres forældre måtte tilhøre og hvilken teint de måtte være udstyret med. Desværre har integrationen af mennesker især fra den muslimske del af verden vist sig meget vanskelig og i en del tilfælde decideret umulig. Forklaringen er, at mange af de der er søgt til Danmark tilsyneladende aktivt eller passivt har tilsluttet sig ovenstående beskrevne reaktionære alliance vendt mod fred og frihed. Dermed oplever vi, at muslimer i Danmark, der skal forestille at være flygtet fra ufrihed og undertrykkelse insisterer på at gå fuldt tildækket og maskeret rundt i det danske samfund, som levede de under Talebans styre i Afghanistan. Jeg tænker her på sagen med Fynbus chaufføren, der blev fyret efter at have insisteret på at se ansigtet på en maskeret buspassager med billede i sit månedskort. Bestyrelsesformanden hos Fynbus er naturligvis SF’er. Det virker således stadigt mere påfaldende, at den danske og europæiske venstrefløj så ivrigt kæmper med Erdogan-Taliban alliancen mod ytringsfriheden. Den eneste forklaring jeg kan finde er, at islamister og den gamle venstrefløj deler en vision om, at målet helliger midlet i forhold til at ”bygge et paradis på jord”; det være sig et islamisk som et kommunistisk. Mennesker der er mere bekymret over imamer, der måtte blive fornærmet over satiretegninger, end over indførelsen af Sharialov i Pakistan region efter region, har i mine øjne foretaget en klar prioritering. De vægter kvindeundertrykkende og frihedshadende imamers følelser over kvinders frihedsrettigheder. Det er i sandhed ærlig snak!