Schengen-samarbejdets skyggesider

Lyt til artiklen

Det skulle være så smukt. Alle kunne uden videre tage over grænsen til et andet EU-land uden at skulle vise pas, blive tjekket og andre besværlige formaliteter. EU-begejstrede politikere jublede i 2001, da Schengen-samarbejdet blev indført: Nu var man endnu et skridt tættere på Europas Forenede Stater. I 2007 blev samarbejdet udvidet til også at indbefatte Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Malta. Bulgarien og Rumænien deltager endnu ikke fuldt ud i Schengen-samarbejdet, men så snart borgere fra disse lande er inde i et Schengen-land, kan de derfra rejse videre til for eksempel Danmark. Der skulle dog ikke gå lang tid, før det begyndte at vise sig, at den frie bevægelighed over grænserne i dén grad har omkostninger. Både menneskeligt og økonomisk. DF advarede mod dette fra start, og vi vil blive ved at minde danskerne om, at der er et alternativ. Kort sagt er det store problem, at Danmarks grænser er pivåbne over for især østeuropæere kriminelle, der udelukkende kommer til landet for at berige sig på danskernes bekostning. Et nyt og meget uhyggeligt fænomen er således de bander af østeuropæere, der kører rundt i landet på regulære tyvetogter. De bryder ind her og der og alle steder, hvor de kan slippe af sted med det. Det kan være biler, både og private hjem. I den såkaldte Skovby-sag, hvor en 76-årig mand en oktobernat i 2008 blev tævet ihjel i sit hjem af fire unge rumænske mænd, var det netop sådan en tyvebande, der var tale om. Anklageskriftet i den sag var alenlangt: Der var mere end 50 punkter på skriftet, hvoraf sagen om den ubegribeligt bestialske vold mod den 76-årige og dennes kone blot var to punkter. De fire blev forleden dømt skyldige. Én fik 10 år, mens de tre andre hver fik otte års fængsel. Hovedmanden bag denne feje forbrydelse har anket dommen, mens de tre har udbedt sig betænkningstid. Alle fire er, når deres straf er udstået, idømt indrejseforbud for bestandigt. Men på grund af Schengen-samarbejdet er indrejseforbuddet ikke meget værd. For de fire skal som bekendt ikke vise pas eller tjekkes ved eksempelvis den dansk-tyske grænse, hvis de skulle finde på at vende tilbage til Danmark. I første omgang blev en anden tyvebande fra Litauen anholdt i Skovby-sagen. De havde ikke noget med forbrydelsen at gøre, men de havde begået en lang række andre indbrud. I alt blev 11 litauere arresteret. Politiet i Horsens fortalte da, at litauerne havde begået berigelseskriminalitet mange steder i provinsen, og at man samarbejdede intenst med andre politikredse for at få et overblik over den omfattende kriminalitet. Og for at lige at slå det fast med syv-tommer-søm: Så er ovenstående eksempler, desværre, meget langt fra at være enestående. Alt tyder på, at året 2009 bliver rekordår for indbrud i private hjem, og der er næppe nogen tvivl om, at østeuropæiske røverbander er stærkt medvirkende årsag hertil. Endnu en skyggeside ved Schengen-samarbejdet står at læse i Politiken den 23. december 2009. Her berettes om, hvordan østeuropæiske hjemløse gør livet surt for danske hjemløse. De udenlandske hjemløse svindler sig til at sælge hjemløseavisen ”Hus Forbi”, og de skyr ingen midler for at rane dette salg til sig. Salgs- og distributionschef af ”Hus Forbi”, Leif Baran, har forsøgt at stoppe dette uvæsen med det resultat, at han blev truet på livet. Baran anfører i øvrigt, at antallet af østeuropæiske hjemløse i københavnsområdet er fordoblet på mindre end to år. Ja, han fortæller endog, at rumænere kommer til Danmark i busser for at sælge hjemløseaviser, tigge, være gademusikanter og begå småkriminalitet. Og hvem er det, der betaler prisen for alt dette? Det er de danske hjemløse. De bliver presset på alle leder af kanter af de aggressive østeuropæere. De er også ofre for Schengen-samarbejdet. For et år siden skrev Berlingske Tidende desuden om, hvordan Europol slår fast, at de åbne grænser er en væsentlig faktor for den stigende handel med østeuropæiske børn. Der er simpelthen tale om forældre i Østeuropa, der sælger deres børn til bagmænd, som så sender dem til mere velhavende lande som Danmark for at tjene penge på deres tiggeri. Det er altså ikke kun danskere, der er ofre for Schengen-samarbejdets skyggesider. Lidelserne og problemerne, som dette samarbejde skaber, er enorme, og derfor vil Dansk Folkeparti ud af dette samarbejde og vi arbejder konstant for at påpege de svage sider ved Schengen. I stedet for at opføre os som overdukse i EU ligesom vi plejer, bør vi lade den sunde fornuft råde, og i det mindste udnytte vores muligheder om midlertidig grænsekontrol inden for Schengen fuldt ud - ligesom vi gjorde under det netop afsluttede klimatopmøde med stor succes. Schengen-samarbejdet blev i sin tid ”solgt” som arbejdskraftens frie bevægelighed, men vi må konstatere, at der er endt med fattigdommens og kriminalitetens frie bevægelighed. Glædelig jul og godt nytår: Peter Skaarup

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her