Den somaliske terrorforbindelse

Lyt til artiklen

En stadig unavngivet somalier, som har opholdstilladelse i Danmark trængte forleden aften med vold ind i Kurt Westergaards privatbolig i et forsøg på at myrde den aldrende og gangbesværede bladtegner. Islamisten lod sig ikke gå på af, at det eneste vidne til hans vanvittige overfald var Kurt Westergaards barnebarn på fem år. Kurt Westergaard og barnebarn har utvivlsomt fået sig et chok for livet, som vil forfølge dem resten af deres dage. Men, det har vi andre også. Tænk, at en mand, som angiveligt er kommet hertil landet og fået en tryg og stabil opvækst i et moderne velfærdssamfund, vælger at betale tilbage med en voldelig og hadefuld aktion vendt mod en gammel mand, hans barnebarn og en tilfældig politimand. Det ikke just bekræfter billedet af den lykkelige integration, som dagbladet Politiken så ofte forsøger at tegne. Tværtimod, så viser det sig, at den somaliske terrorist just er hjemvendt fra en formodet terrorplanlægning i Kenya, hvor USA's udenrigsminister Hillary Clinton angiveligt skulle have været myrdet. Jeg skal være den første til at beklage, at somalieren fik lov at vende tilbage til Danmark. Under alle omstændigheder vil vi i Dansk Folkeparti kæmpe en indædt kamp for, at det skal være slut med, at terrorister og terrorsympatisører benytter Danmark som et internationalt helle. Det er en skændsel, at vi stadig har tuneseren Slim Chafra gående rundt i Danmark, som er anklaget for også at ville have forsøgt at myrde Kurt Westergaard. Det er også en skændsel, at den somaliske terrorist, som åbenbart har tydelige forbindelser til den somaliske terrororganisation Al-Shabaab, kan benytte Danmark som et helle for sine forbrydelser. Ingen kan være tjent med, at Danmark bliver et helle for terrorister og deres sympatisører. De fredelige og velintegrerede muslimer her i landet lider ekstremt under, at deres religion bliver smudset til af glødende fanatikere og må om nogen have interesse i, at der sættes en stopper for at islamisterne og deres vanvittige ideologi får lov at slå rod i Danmark. Den danske befolkning kan selvsagt heller blive ved med at acceptere, at så mange problemer synes at have udgangspunkt i de ekstremistiske muslimske miljøer i Danmark. Det er derfor også yderst vigtigt, at alle borgere i det danske samfund, som får kendskab til ekstremister, der forsøger at sprede had og terror her eller i udlandet med udgangspunkt i Danmark, siger fra og går til myndighederne. Jeg lagde især mærke til, at Muhammed Gelle, som fungerer som en art talsmand for det somaliske samfund i Danmark gik ud og bad regeringen og EU om at få sat Al-Shabaab på EU's terrorliste. Det er et udslag af omtanke og fornuft i en vanskelig situation, som jeg gerne vil rose i en tid, hvor vi indenfor en kort periode har oplevet to dansk-somaliere, som har været involveret i terrorsager her og i deres oprindelsesland. For sagen er, at vi ekstremt afhængige af, at langt flere talspersoner fra de muslimske miljøer i Danmark går ud og siger fra overfor tendenser til radikalisering, kvindeundertrykkelse og antivestlig tankegang. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er overdreven optimistisk i denne sammenhæng, dertil er der for mange fremtrædende muslimer, hvis tunger synes at slå knuder, når det gælder ligestilling mellem kønnene, tolerance overfor homoseksualitet og accept af Israels ret til at eksistere samt retten til at tegne diverse profeter, bare for at nævne nogle i mange muslimers øjne kontroversielle emner. Sagen om det forfærdende overfald på Kurt Westergaard beviser endnu engang Dansk Folkepartis grundtese om, at indvandringen skal begrænses fra kulturer, hvis grundlæggende syn på verden på lange stræk er diametralt modsat det danske. Men, mest af alt bekræfter mordforsøget på Kurt Westergaard, at antiterrorlovene skal strammes yderligere samt anvendelsen af disse, ikke mindst med fokus på at gøre det langt nemmere at udvise terrorister og deres sympatisører til deres oprindelseslande. Skal integrationen af meget fremmedartede kulturer nogensinde lykkes i Danmark, så er en af de vigtigste forudsætninger, om ikke den vigtigste, at negative elementer, som forsøger at piske et had op til alt og alle bliver forment adgang til landet. Med venlig hilsen Peter Skaarup

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her