- ikke på grund af EU men af hensyn til os selv Den globale finanskrise har ramt over hele verden. Sidste år var stort set alle finansministre rundt om i verden nødt til at åbne pengekasserne på vid gab for at undgå, at økonomierne frøs til og arbejdsløsheden eksploderede til uanede højder. Her i landet har vi bestemt heller ikke holdt os tilbage med finanspolitiske tiltag, som skal sikre økonomien, herunder med skattesænkninger, der først for alvor bliver genindkrævet fra 2012 samt store investeringer i infrastruktur, sundhed, velfærd og offentligt byggeri og vedligehold blandt andet ved dette års finanslov vedtaget i 2009. De ovennævnte initiativer kombineret med de drastisk faldende indtægter har medført, at vi i år kan se frem til et enormt underskud på de offentlige finanser, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt ret længe. Nødvendig pengeindsprøjtning På den korte bane var det pinedød nødvendigt at pumpe rigtigt mange penge ind i den danske økonomi, så vi fra politisk hold sikrede os, at det økonomiske og finansielle system overlevede, så det fortsat er muligt at låne penge til en ny bil, nyt hus og investeringer i nye virksomheder og dermed i arbejdspladser. Alternativet havde givetvis været en økonomisk depression, som den vi så i trediverne og det vil ingen ansvarlig politiker kunne have tilladt at risikere. Prisen for ovennævnte økonomisk redningsaktion er naturligvis et statsunderskud, der som sagt ikke er holdbart at gentage i samme omfang. Derfor har regeringen fremlagt en såkaldt konvergensplan, hvor den også for at tilfredsstille EU-systemet vil præsentere en spareplan for at få Danmark tilbage på en sund økonomisk kurs. Bortset fra, at vi i Dansk Folkeparti ikke ønsker at støtte en konvergensplan, fordi EU beder om den, men alene, fordi vi mener, at det er nødvendigt for velfærdsstatens fremtidige overlevelse, bliver øvelsen altså under alle omstændigheder at få genoprettet dansk økonomi. To veje fremad Der er to veje til en forbedring af dansk økonomi, hvoraf den ene er langt at foretrække. Højere vækst og deraf følgende øget beskæftigelse og skatteindbetalinger, er den vej alle gerne vil gå, og som vi på sigt regner med vil være en stærk afgørende faktor i en genopretning af økonomien. Skattelettelserne vil på sigt bidrage med et milliardbeløb, fordi det vil gøre det mere attraktivt at arbejde samtidig med, at det er blevet mindre attraktivt at gemme lønkronerne på en pensionsopsparing. Det vil bidrage med ca. 5 milliarder kr. til den finanspolitiske holdbarhed. I det hele taget tages der godt fat om de højest lønnede i finansieringen af skatteomlægningen. Men, væksten kommer ikke op på tidligere tiders niveau lige med det første, det ville nemlig kræve en generel tillid og global optimisme, som det nok vil tage nogle år at genopbygge. I mellemtiden må vi alle holde igen på udgiftssiden. Og det er den anden vej, som nødvendigvis må benyttes, hvis man vil vise ansvarlighed. Vi kender det fra den private husholdning; hvis fyret sætter ud eller bilen skal udskiftes, kan det godt give økonomisk smalhals i et par år. Der må og skal lægges stor vægt på at udvise økonomisk ansvarlighed, fordi en sund økonomi, udgør selve fundamentet for fremtidens velfærdssamfund. Hvis vi kan få stoppet gældsudviklingen nu, inden rentebyrden vokser sig for stor, så kan vi også undgå en situation i fremtiden, hvor indgrebenes omfang og dybde bliver langt værre, end de trods alt ikke voldsomme justeringer, som vi står foran at skulle foretage nu. Dansk Folkeparti kan gå med til at foretage justeringer og initiativer, som gør, at vi stopper stigningen i de offentlige udgifter i en periode og trimme, hvor det er muligt, og nogle gange også nødvendigt. Der er for eksempel al mulig grund til at se på, hvorfor nogle kommuner får langt flere af deres indvandrere i job end andre. Her er ikke blot mange penge at spare, men det vil også mindske kriminaliteten og måske medvirke til at forhindre radikalisering af nogle unge mennesker, når de dårligste kommuner kommer efter de bedste på integrationsindsatsen. Men, vigtigt er det at forstå, at den spareøvelse vi skal i gang med ikke er en nedskæringsøvelse. Det skal forstås sådan, at vi nok kommer til at begrænse væksten i den offentlige sektor i en periode, men ikke til at fyre ansatte på må og få. Og det kommer heller ikke på tale at skære i velfærden. Jeg er overbevist om, at det er muligt at komme overens med regeringen og eventuelt økonomisk ansvarlige partier fra oppositionen om at begrænse udgiftsstigninger i den offentlige sektor, for på den måde at undgå nedskæringer senere hen. Arbejdsglæde som motivation Noget så enkelt som lidt ekstra arbejdsglæde kan gøre en forskel på mange arbejdspladser. Så lad os sætte arbejdsglæden i højsædet rundt omkring i den offentlige og private sektor, så man gider at give den en ekstra skalle. Det stiller krav til de ansatte, men så sandelig også til lederne, hvis opgave det er at skabe spændende arbejdspladser, som får medarbejderne til at lykkes og lyst til at yde lidt mere. Der skal ikke herske tvivl om, at det er sjovest og rarest at være politiker, når konjunkturerne er gode og indtægterne bare vælter ind i statskassen. Men, jeg mener, at det er en mindst lige så vigtig opgave at turde tage ansvar, når konjunkturerne vender og de umiddelbart mindre populære beslutninger skal træffes. I Dansk Folkeparti er vi parate til fornuftige og ansvarlige justeringer af vores samfund for at bevare velfærdsstaten. Jeg er overbevist om, at et klart flertal af vælgerne er indstillede på at foretage de moderate tiltag, der skal til nu, for at undgå langt barskere indgreb senere. Med venlig hilsen Peter Skaarup