Torsdag sen eftermiddag den 5. januar udløb fristen for at anke byretsdommens afgørelse i sagen om Amagermanden. Han valgte definitivt ikke at anke livstidsstraffen. Hermed kan ofrene og deres familier ånde lettet op, - ja det kan hele Danmark, der igennem måneder har været plaget af detaljerne i denne ækle og bestialske forbryders gerninger. Dog skal det tilføjes, at en livstidsdom ikke behøver at være særlig lang i Danmark, så der er en risiko for, at Amagermanden kan være ude af fængslet indenfor et årti. Sagen har dog været godt for en ting; den har igen fået diskussionen om, hvad vi kan og bør gøre i forhold til DNA til at blusse op. Hvis vi havde haft et nationalt DNA-register, så var han formentligt blevet fanget langt tidligere. Det ville have betydet, at en kvinde enten havde været i live eller for andres vedkommende ikke havde lidt et psykisk knæk for livet. Tænk på, hvor mange, der har gået frygtsomt rundt i Københavnsområdet, fordi de vidste, at en så farlig mand som ham var på fri fod. Tænk på, hvor mange, der har haft en mistanke til, at det måske kunne være ham eller ham i bekendtskabskredsen, der stod bag en af disse frygtelige forbrydelser. Den slags ville ikke forekomme så ofte, hvis vi takket være et DNA-register fanger potentielle serieforbrydere tidligt. Det ville endvidere betyde, at det ville blive meget, meget vanskeligt at gennemføre eksempelvis voldelige og seksuelt relaterede overfald og slippe af sted med det. Vi må ikke glemme, at et nationalt DNA-register kan have en stor præventiv effekt. Hvis risikoen for at blive fanget via ens DNA er tæt på 100 procent, hvem vil så give sig i kast med en grov forbrydelse? Også her tænker jeg på, at vi kan spare sagesløse ofre for lidelser. Det vil helt sikkert også føre til flere anmeldelser af eksempelvis grov vold og voldtægter, når ofrene ved, at de ikke skal igennem en potentielt ydmygende retssag og samtidig i for stort omfang risikere, at gerningsmanden går fri. Der har så været røster fremme i debatten med bekymring for retssikkerheden. Altså hvis nu nogen fandt på at plante en andens DNA på et gerningssted, så en uskyldig blev dømt. Til det er der at sige, at DNA i sig selv jo ikke er det eneste bevis, der skal føre til domfældelse. Det er op til politiet at finde så mange beviser i en sag, som det er muligt. Men når politiet har linket en bestemt person til en forbrydelse via DNA, så er det jo alt andet lige noget nemmere at finde flere brikker til puslespillet. Samtidig skal man gøre sig klart, at Amagermandens vanvittige plan om at få en søn til at overfalde en uskyldig kvinde på og plante sin sæd på hende, nærmest med stor sandsynlighed ville være slået fejl. Det skyldes, at DNA kommer i flere former og flere forskellige steder fra. Ofte vil en kvinde forsvare sig med hænderne og få hudrester fra gerningsmanden under neglene. Blod kan dryppe på hendes tøj, og hår kan aflejre sig på en frakke etc. Dvs. så ville, der have været to forskellige slags DNA på kvinden. Samtidig ville det plantede DNA i form af i sagens natur ældre sæd end gerningstidspunktet ellers burde tilskrive, hvilket med stor sandsynlighed ville blive opdaget af de dygtige retsmedicinere, som jo har prøvet lidt af hvert og ikke falder for enhver kriminels tegneserietrick. Desuden kan et DNA-register jo også være med til at få uskyldigt mistænkte af krogen. Der var for eksempel den tragiske drabs-sag i Herning for cirka to år siden, hvor en uskyldig mand blev hængt ud som morder. Det var formentligt ikke sket, hvis vi havde haft et DNA-register, så kunne han have været blevet sendt hjem samme dag og renset for enhver anklage. Der findes også eksempler på uskyldige, der har siddet på dødsgangen i USA i årevis, indtil de blev renset via DNA; de ville nok give deres ene arm for et nationalt DNA-register, som kunne rense dem for anklagerne og få fældet den rigtige gerningsmand, som måske oven i købet har medvirket til at få dem uskyldigt dømt. Nej, jeg har svært ved at se ret meget andet end fordele ved et DNA-register. Forudsat at man har rent mel i posen, naturligvis. Med venlig hilsen Peter Skaarup