Onsdag den 23. januar 2013 vil gå over i EU's historie. Det vil den, fordi den britiske konservative premierminister, David Cameron, holdt en statsmandsagtig tale, hvori han bad EU's ledere stoppe op og tillade sig selv, hinanden og os andre at arbejde hen i mod et langt mere fleksibelt EU. Cameron lovede til gengæld for et mere fleksibelt EU, at han vil kæmpe for, at briterne ikke stemmer sig helt ud af EU ved en fremtidig folkeafstemning.
David Camerons tale har givetvis skurret i ørerne i det integrationsivrige eurokrati og blandt de mange EU-begejstrede statsledere, der synes at regere i EU pt. Tag vores egen statsminister Helle Thorning-Schmidt som et eksempel på en ekstremt EU-begejstret regeringschef. De har ikke mødt David Camerons tale med begejstring, tværtimod er reaktionen negativ, da de jo lige har aftalt, at eurokrisen er ovre og væksten snart er på vej igen. Det er der dog ikke meget, der tyder på men til gengæld er prisen for forsøget på at redde den fallerede euro ufattelig høj.
