Svage og stillestående mænd, stærke og fremadstormende kvinder. De sidste par år har medierne bragt masser af historier, der styrker denne opfattelse af magtfordeling mellem kønnene. Min egen tekst ’Kvinden er et forsmået sultent rovdyr’ skriver sig på sin vis ind i samme ramme.
Men selvfølgelig er virkeligheden ikke så ensidig. Og her på kanten af 2017 er der grøde i luften.
I årtier har mænd fundet sig i at blive tromlet og talt ned til som følelsesmæssigt umodne og seksuelt underlegne. Nu har en hel del af dem tilsyneladende fået nok!
Bevares, mange sidder stadig med foldede hænder og ser ’Deadline’ uden den fjerneste intention om at udvikle sig nogen som helst steder hen. Men flere og flere mænd når tilsyneladende et mætningspunkt i forhold til den kollektive skuffelse på mandekønnets vegne, som har gennemsivet mange parforhold de seneste år.
Og hvordan ser der så ud, når mænd rejser sig og ryster kritik af sig? Nogle pudser fjer. Booster selvtilliden af ved at polere det ydre med triatlon og crossfit. De mænd er blevet hånet for at være i 40-års krise, men måske er de nærmere i færd med at fjerne sig rent fysisk fra den slatne tøffelhelt, de er blevet skudt i sutskoene at være. Gennem arbejdet med kroppen forbinder manden sig med sin styrke og kommer til både at ligne og føle sig mere som en machomand.
Andre mænd hopper med på den selvudviklingsbølge, som længe ellers primært har været kvinders domæne. Hos terapeuten eller coachen får han styr på sig selv og lærer at påskønne sit eget potentiale.
Der er også en stigende interesse for mandegrupper lige nu. Et fænomen fra 70’erne, der er blevet latterliggjort, men som det er på høje tid at holde op med at grine af. Der er ikke ret meget urtete i tidens mandegrupper. Der er derimod benhård feedback og fysiske udfordringer. Nogle steder lærer mændene endda hinanden sige ’klap i’ og sætte grænser. Temaet her er ’No-More-Mr.-Nice-Guy’, og så er der adgang forbudt for kvinder – og det er dæleme godt nok ikke mange steder, mænd får lov at holde fast i at være alene sammen i dag.
For den enkelte mand er der næppe tale om en politisk protest, men om en bevægelse, der kommer indefra. Når vi ikke har fanget bevægelsen før, er det måske, fordi det især er kvinder som mig, der har kikkerten ude, og vi kun forstår at se efter oprørstegn, som vi kender fra os selv. Og man skal stille linsen lidt skarpere for at opfange mændenes gryende oprør.
Når vi kvinder vil ændre vores status omkring køn, går vi i demonstrationer, grundlægger foreninger, skælder ud og farer i blækhuset. Vi kræver at blive hørt og accepteret. Mænd – de ændrer sig bare.
Skriv kommentar