Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den hårde kurs mod flygtninge er et uendeligt kapløb mod bunden

Mens Juncker i dag gør status over det europæiske samarbejde, må vi herhjemme tage vores ansvar for de triste bidrag, vi har ydet til at forstærke den europæiske værdikrise.

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For et år siden befandt jeg mig i Sønderjylland, da den globale humanitære krisesituation for alvor nåede til Danmark. Det var dengang flygtninge gik igennem landet for at komme til Sverige, og hvor de danske myndigheder agerede mere eller mindre håndholdt, fordi ingen påtog sig det politiske lederskab.

Millioner af mennesker havde på daværende tidspunkt længe været på flugt fra krigen i Syrien, før de danske veje blev fyldt op med flygtninge, men det var første gang, at krisen kom så tæt på os som befolkning og civilsamfund.

At stå der på en sønderjysk perron med mennesker, hvis liv er blevet vendt fuldstændig på hovedet, og hvor alt er i ruiner og alt er uvist, gjorde også et enormt indtryk på mig.

De dage i september sidste år blev i det hele taget et vendepunkt. Både for Danmark, men også for mig selv.

Det var den uge, hvor det danske civilsamfund, ja helt almindelige borgere, trådte i karakter og viste en overvældende medmenneskelighed over for de mange skæbner.

Jeg oplevede det sådan, at den påståede nødvendighedens politik blev gjort til et legitimeringsgrundlag for en umenneskelig flygtningepolitik

Danskere bevægede sig i stort antal mod primært Lolland og Sønderjylland for at hjælpe med modtagelse, transport og uddeling af mad til de mange flygtninge. Venligboerne blev for alvor manifestationen af en helt uvurderlig humanistisk forandringskraft, der blev genvakt i Danmark og det danske civilsamfund.

NASER KHADER

For mig personligt blev den situation, der udfoldede sig de dage i september et vendepunkt på flere måder: Jeg blev både dybt rørt og opløftet over at se den store vilje til at hjælpe – på tværs af politiske skel. Men jeg blev også rystet over den kynisme, der kort tid efter meldte sig i det politiske miljø i såvel Danmark som resten af Europa.

Selv om vi i mange år har været vidne til stramning efter stramning på udlændinge- og flygtningeområdet, markerer de dage for et år siden alligevel en start på en betydelig humanistisk nedtur for det politiske Danmark og for det europæiske samarbejde.

Det virker næsten uoverskueligt at skulle opremse alle de tiltag og manøvrer, som regeringen og dens støttepartier det sidste år har sat i værk for at undgå at hjælpe flere flygtninge i Danmark.

Mens flygtningenes ankomst til de danske landeveje helt tydeligt blev en øjenåbner for mange, valgte regeringen af sætte fart på en masse stramninger, hvoraf smykkeloven blev det mest klare symbol.

Med et politisk flertal i ryggen besluttede regeringen at placere flygtninge i teltlejre – uagtet at Røde Kors meldte om ledige pladser i asylcentrene. Man besluttede at gøre familiesammenføring sværere, at tage værdigenstande fra flygtninge ved grænsen, at udvide myndighedernes magtbeføjelser over for flygtninge som gruppe og at fratage dem juridiske rettigheder, som for os andre er helt grundlæggende.

Det var ikke rart at opleve, hvordan et politisk flertal, der ville og vil noget helt andet end jeg, agerede i situationen. Det var ikke rart at blive taget til indtægt for som dansker.

Jeg oplevede det sådan, at den påståede nødvendighedens politik blev gjort til et legitimeringsgrundlag for en umenneskelig flygtningepolitik, der i flere tilfælde er i direkte strid med menneskerettigheder og flygtningekonvention.

Ja, det er ligefrem blevet et slagord, at man som dansk og demokratisk valgt regering ønsker at udfordre noget så grundlæggende for vores frie og lige samfund som konventionerne.

Vores frihedsrettigheder, som vi i tidligere tider har arbejdet hårdt for at opnå, er vi nu i gang med at opgive sammen med vores internationale forpligtelser for at lave et quick fix og undgå flere flygtninge i Danmark.

I januar valgte et flertal at genindføre grænsekontrollen, hvilket var et markant opgør og muligt varigt farvel til årtiers fri bevægelighed. Rammen for debatten herhjemme blev desværre – og er stadig - at flygtningene udgør en økonomisk, politisk og kulturel trussel mod velfærdsstaten.

Det er lykkedes strammerpartierne at spille de grupper i samfundet, der har mest brug for et godt og varmt velfærdssamfund ud mod hinanden. Fortællingen om, at flygtninges ankomst ville skabe ringere vilkår for økonomiske trængte og udsatte danskere fik desværre liv og rykkede fokus fra regeringens hårde økonomiske sparepolitik, der i den grad rammer de svagest stillede medborgere.

Det mønster ser vi nu gå igen i regeringens 2025-plan, hvor yderligere asylstramninger atter legitimeres med hensynet til danskernes velfærd.

Alt imens bebuder man topskattelettelser og foreslår reformer, der vil forstærke uligheden i vores samfund. Og det til trods for, at vi i disse dage modtager et rekordlavt antal flygtninge. Argumentationen hænger lige så lidt sammen i dag, som den gjorde, da den humanitære krise for alvor nåede til Danmark.

I dag går ingen flygtninge på vejene. I denne uge er der blot blevet registreret 67 nye asylansøgere i Danmark

I dag går ingen flygtninge på vejene. I denne uge er der blot blevet registreret 67 nye asylansøgere i Danmark, heraf 14 fra Syrien.

Siden foråret har vi faktisk set et drastisk faldende antal asylansøgere og er på det laveste niveau i fem år. Og historisk set ender kun cirka halvdelen af dem, der registreres på denne måde med rent faktisk at få asyl og opholdstilladelse her i Danmark.

Alligevel tordner regeringen stadig frem med nye stramningsforslag, der har til formål at holde flygtningene væk fra Danmark og at gøre det nemmere at sende de flygtninge, der når frem, tilbage.

Andre tiltag er mere symbolpolitiske men vil gøre livet surt og uudholdeligt for de i forvejen hårdt belastede asylansøgere og flygtninge.

Flere af tiltagene finansieres med midler fra udviklingsbistanden. Det betyder, at Danmark er den største modtager af dansk udviklingsbistand. Seneste skud på stammen af forslag er regeringens plan om at sløjfe optaget af kvoteflygtninge for i år.

Regeringen kalder det at sætte ordningen på pause på ubestemt tid. At man vælger at sætte vores hensyn til internationale forpligtelser til side på et tidspunkt, hvor antallet af ansøgere er faldet drastisk, er mig ret ufatteligt. At også Socialdemokratiet støtter forslaget, gør kun min bekymring større.

Den hårde kurs mod flygtninge virker mere og mere som et uendeligt kapløb mod bunden.

Regeringen – og for den sags skyld også Socialdemokraterne – siger gang på gang, at den humanitære krise med historisk mange flygtninge kun kan løses internationalt.

Alligevel går begge partier stik mod FN’s arbejde for at sikre internationalt samarbejde og deres altoverskyggende opfordring: At velstående lande som Danmark skal tage markant flere kvoteflygtninge. Ikke færre. Ikke kun ni, som planen er.

Ser man tilbage på det forgangne år, er det ikke kun i Danmark, der har udvist en politisk afmagt eller modvilje i forhold til at finde holdbare, bæredygtige løsninger på den humanitære krisesituation.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mange lande behandler den humanitære krisesituation ud fra strengt nationalistiske hensyn, hvorved de udviser meget lidt empati og generøsitet i forhold til de millioner af mennesker, der er på flugt fra krig, sult og tørst.

ANDERS JERICHOW

Da EU-kommissionens formand Juncker i dag holdt sin State of The Union-tale for Europa, skete det nemlig i skyggen af et stort nederlag for det europæiske samarbejde. For det er ikke kun Danmark, der har svigtet flygtningene. Da flygtningestrømmen for alvor kom til Europa, valgte mange EU-lande – herunder Danmark – at gøre det værst tænkelige: At lukke sig om sig selv.

I stedet for at tage ansvar og gå forrest for at styrke det europæiske samarbejde omkring krisen – f.eks. ved at revidere Dublinforordningen og sikre en fair fordelingsaftale – valgte mange lande at ty til nationalistiske forklaringer, til helt konkret at lukke deres grænser, opføre grænseværn, mure eller hegn i stedte for at sikre en politisk løsning på krisen.

Selv om det brede mediefokus i dag på beklagelig vis har rykket sig væk fra flygtningenes situation, så drukner medmennesker stadig dagligt i Middelhavet. Tusindvis af mennesker drukner, mens europæiske regeringer – herunder den danske – hævder, at de har fået styr på situationen.

Ser man ud over Europa, er langt de fleste flygtninge fanget i bufferzoner i Syd- og Centraleuropa. Kæmpe slumområder, jernbaneområder og skove fungerer stadig som kæmpemæssige flygtningelejre for mennesker, der lever på en sten – fanget imellem krig i hjemlandet og lukkede grænser i Europa.

Europas håndtering af flygtningeudfordringen gør hverken vores fælles europæiske værdier eller fællesskab ære

For ikke nok med, at de enkelte lande har bygget mure og hegn, så har et samlet EU indgået en dybt problematisk aftale med Tyrkiet om håndtering af flygtninge.

Det betyder, at vi i realiteten har overdraget vores ansvar for at yde flygtningene beskyttelse til Tyrkiet.

Det er i den grad problematisk, idet Tyrkiet har travlt med at begå massive krænkelser af basale friheds- og menneskerettigheder – ikke alene mod de millioner af flygtninge, der opholder sig i landet, men sågar også mod sin egen befolkning.

BISKOP

EU-landenes manglende evne og vilje til at finde fælles løsninger og løfte i flok har betydet, at den humanitære krisesituation blev til en europæisk krise, en eksistentiel politisk krise for vores fællesskab og identitet – og en krise, der i den grad stadig lever.

Det samlede Europa, der oprindeligt var født som et fredsprojekt, har ikke kun svigtet de mange flygtninge, men også fundamentet for vores fællesskab – og dermed er selve samarbejdets eksistensberettigelse som et fredsprojekt alvorligt udfordret.

Som jeg ser det, gør Europas håndtering af flygtningeudfordringen hverken vores fælles europæiske værdier eller fællesskab ære.

Alt i alt finder jeg det nedslående at gøre status her et år efter, at den humanitære krisesituation for alvor nåede til Danmark. Den politiske reaktion har skubbet os ud i en værdikrise, og dermed har behovet for et politisk kursskifte for både Danmark og Europa aldrig været større.

EU’s værktøjskasse er fuld af redskaber, der kan bedre situationen for de millioner, der er på flugt, men vi gør ikke brug af dem.

Jeg finder det efterhånden skammeligt at høre flere danske partier blive ved med at tale om at hjælpe mere i nærområderne – uden overhovedet af sætte handling bag ordene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har i den grad brug for en venlig revolution, der kan bringe empatien og generøsiteten tilbage i dansk og europæiske politik

Det er et godt eksempel på, at viljen til at hjælpe medmennesker i nød halter, og det er ikke godt – ikke mindst i lyset af det pres, som klimaforandringerne allerede nu lægger på de globale migrationsmønstre.

Men der er alligevel et spørgsmål, der presser sig på i mine tanker: Hvad er det for et Danmark, der står tilbage, efter alle de stramninger, alle de uværdige debatter om ’dem og os’ og alle de mennesker, der lider, mens vi fortsat vender ryggen til humanismen samt det europæiske og internationale samarbejde.

Vi har i den grad brug for en venlig revolution, der kan bringe empatien og generøsiteten tilbage i dansk og europæiske politik.

I mine øjne kan og bør vi lære meget af de titusindvis af danskere, der på denne tid sidste år, og i en utrætteligt indsats lige siden, har taget sagen i egen hånd og hjulpet, hvor der var og er brug for det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden