"Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det - det rigtige ord må være assimilation. Der er så rigelig kulturer, folk kan drage andensteds hen og dyrke, hvis det er det, de har lyst til." Sådan skrev Danmarks nye integrationsminister, Søren Pind, på sin blog for tre år siden. Han skrev også, at han ville ” bekæmpe multikulturalismen” og beklagede, at der ”ikke serveres svinekød på mange, mange af vore institutioner. At der ikke synges salmer af religiøs hensyntagen. At man lukker svømmehaller for alle besøgende.” Sikke noget sludder. Ingen forhindrer Pind i at starte dagen med en from morgensalme, spise rullepølse til frokost og tjekke pigerne ud i svømmehallen til fyraften. Men behøver vi andre tvangsindlægges til det? Multikulturalisme handler ikke om at tage noget fra nogen. Tværtimod handler det om at give folk muligheden for selv at vælge, hvordan de vil leve. Selv er jeg ikke døbt. Jeg boede i flere år sammen med en vegetar. Og jeg bliver genert, når fremmede beglor mine blege ben i svømmehallen. Det skal Pind ikke blande sig i, ligesom jeg heller ikke blander mig i hans tro og levevis. Kultur kan være berigende, men også snærende, hvis den får lov til at udvikle sig til en indre automatpilot eller fordømmende overjeg. Tænk bare på Nordkorea. Det er så let at se udefra. Men næsten umuligt at se, når man selv sidder inde bag bøgehækken. Derfor skal vi være taknemmelige for tilstedeværelsen af flere kulturer i Danmark. Det har fået os til at slå automatpiloten fra og gjort kultur til et aktivt tilvalg – både for ny- og gammeldanskere. Det er en kæmpe landvinding for den personlige frihed – måske den allerstørste i nyere tid. Pinds angreb på multikulturalisme er derfor ikke bare et angreb på andre kulturer. Det er også et angreb på idéen om, at mennesket står over kulturen. Det er et angreb mod et af de mest elementære principper i liberalismen.