I dage som disse kan jeg undres over danskerne. Der er fest, der flages og råbes hurra - det er pragtfuldt og sjovt og alt muligt. Men alligevel er der den her mærkelige bismag. For det er som om, at alt der har med kongehuset at gøre, umiddelbart får fornuftige demokratiske danskere til at opføre sig som irrationelle undersåtter. Der nejes og bukkes. Der klemmes måske en tåre. Der jubles med henførte øjne. Stærke følelser kan jeg forstå og respektere. Jeg har dem selv for mange ting. Men for en institution, der grundlæggende er udemokratisk? Jeg undres. Det hele bliver så endnu mere mærkeligt, når man forsigtigt og respektfuldt giver udtryk for tvivl om monarkiets eksistensberettigelse. Hvad vi republikanere ikke er blevet kaldt de seneste par dage! Vi forsøger altid at sukre vores kritik med lidt rosenvand og hæve den over primitive personangreb. Vi roser dronningens stil, humør og intelligens. Vi giver gaver og nikker smilende og forsøger at tale i rolige og afsluttede sætninger. For vi har jo intet udestående med personen Margrethe eller andre medlemmer af kongehuset. Vi ønsker at diskutere monarkiet på det principielle og institutionelle plan. Alligevel skal vi kaldes for enfoldige, umodne, primitive, sværmeriske, klamme, dumme, studentikose landsforrædere. Når jeg står der i en debat og bliver kaldt alt muligt grimt. Eller når jeg åbner min mailbox til endnu en sviner - så tænker jeg altid, at det siger mere om den krybende og snerrende undersåt, som har afsendt bredsiden, end det siger om mig eller om republikanismen. For det er da pudsigt. Når nu det oftest fremførte argument for monarkiet er, at det samler folket. Når nu undersøgelser viser, at mellem 12 og 25 pct af vælgerne egentlig gerne ser det afskaffet - det svarer til mellem en halv og en hel million stemmeberettigede danskere. Når nu vi beviseligt er rigtig mange borgere, der bare ikke - sådan emotionelt - føler os som en del af kongehusets fester. Når nu det for os er svært at forstå hvorfor en gammel adelsslægt skal have lov at repræsentere det danske demokrati udadtil. Så er det da mærkeligt, at vi forsøges skræmt, råbt og truet til tavshed i den grad, som vi oplever det. Man skulle da mene, at det konstitutionelle demokrati kunne vise sin styrke netop ved at kunne rumme mangfoldigheden. For mig at se er det det modsatte der sker. Derfor: Jo mere jeg bliver kaldt for landsforræder - og tro mig, det sker ofte - jo mere styrkes jeg i oplevelsen af at kæmpe for de demokratiske og danske værdier, som jeg tror på. Som for eksempel pluralismen, samtalen, respekten, ytringsfriheden, humoren. Med mere. Prøv et øjeblik at gøre eksperimentet. Prøv at forestille dig et Danmark uden kongehus. Prøv at tænke på, hvordan du selv ville have det i den situation. Ville du savne noget? Måske. Ville du føle dig lidt friere, ville du have lettere ved at løfte blikket mod horisonten? Måske. For mange republikanere er diskussionen om kongehuset også en stærkt emotionel ting. For mange af os strider ideen om en monark mod meget dybe personlige værdier. Vi republikanere føler os simpelthen ikke som en del af monarkiet. Vi ønsker at kunne tænke frit, selvstændigt og demokratisk. Vi ønsker at kunne ranke ryggen og se andre mennesker i øjnene uden risiko for, at den krybende, nejende og tyssende undersåt-bevidsthed kommer frem i hverken os selv eller den anden. At se Lars Løkke Rasmussen, der bliver irettesat af hofmesteren, eller den nuværende statsminster der nejer underdanigt - det føles ydmygende på hele det danske demokratis vegne. Vi ønsker ikke at blive imponeret til tavshed eller blændet af blitzlys. Vi ønsker ikke at blive truet på plads af monarkens undersåtter, lige så lidt som vi selv ønsker at true andre på plads. Vi ønsker demokratiet og samtalen mellem frie mennesker. Tillykke med jubilæet Margrethe. Jeg ønsker alt godt for dig og din familie, hvad jeres job og indkomstgrundlag end måtte være i fremtiden.