Krigen i Irak var en forkert krig. Det var en beskidt krig. Nu ved vi, at den daværende regering vildledte både Folketinget og den danske befolkning om, i hvor høj grad det var tilfældet. Danske soldater ydede et uvurderligt bidrag i Irak. Nogle af dem kom aldrig hjem. Andre kom hjem med skader på krop eller sind. Og krige er vanvittigt dyre at føre, så alle danskere har leveret til den krig. Enten direkte i form af eget eller pårørerendes engagement. Eller indirekte i form af økonomi, som kunne være brugt til børnehaver, hospitaler, skoler eller udviklingsbistand. I mit parti var vi fra starten lodret uenige i, at Danmark skulle være med til at starte den krig. Vi troede ikke på Anders Fogh, da han talte om Iraks "åbenlyse forbindelser til terrorister", "truslen fra masseødelæggelsesvåben" eller "risikoen for, at han (Saddam Hussein) snart vil råde over atomvåben". Senere - da vi var dybt inde i krigen - valgte vi at gå med i mandatet til at stabilisere Irak. Vi mente fortsat, at Danmark aldrig skulle have været en del af krigen. Men krigen var en realitet, og derfor var det ansvarligt at medvirke til at skabe så høj en grad af tryghed og sikkerhed for irakerne som muligt. Naturligvis var det en afgørende forudsætning, at Danmark overholdt krigens regler. Naturligvis var det en afgørende forudsætning, at regeringen løbende holdt Folketinget og forligskredsen orienteret om udviklingen. Men vi ved nu, at Danmark brød internationale konventioner i Irak. Og vi ved, at den daværende regering holdt både Folketinget og den danske befolkning i uvidenhed. Danske soldater risikerede liv og lemmer i en krig, som blev ført på et løgnagtigt grundlag - det er den fortvivlende virkelighed. Det må aldrig ske igen. Derfor er det afgørende, at en fremtidig Irak-kommission kommer ordentligt til bunds i sagen. Der skal placeres et politisk ansvar. Om der dertil skal placeres et juridisk ansvar, det vil fremtiden vise.