Der er ikke noget nyt i, at Venstre tager let på de internationale konventioner. Det var prisen for Pia Kjærsgaards stabile støtte op gennem 00'erne og midlet til Foghs kontraktpolitik. Af samme grund var der nok nogen, der havde håbet på, at Venstre ville søge tilbage til konventionssporet, når det tætte bånd til Dansk Folkeparti blev brudt. Men med dagens melding om, at Venstre ikke vil følge konventionen om begrænsning af statsløshed, går partiet den stik modsatte vej. Men lad os starte et andet sted. For denne sag handler om noget, der er meget større end Venstres skiftende og mere eller mindre maskerede holdninger til dette og hint.? Danmark er en del af det internationale samfund, og det internationale samfund holdes sammen af en række aftaler. Vigtigst af disse er de forskellige konventioner, som vi har tiltrådt. Hvis man forestiller sig en situation, hvor alle konventioner blev udhulet eller ophævet, ville verden stå i en situation, hvor internationalt kaos ville sprede sig over kloden. FN's konvention om begrænsning af statsløshed er en af disse konventioner. Som Information har beskrevet, blev arbejdet med konventionen ledet af den danske embedsmand Knud Larsen. Som danskere kan vi godt tillade os at være stolte over Larsens arbejde. Også selvom folketinget til at starte med slet ikke syntes, at konventionen var vidtgående nok. I 1968 blev det i Folketinget udtrykt at konventionen "blev anset for stridende mod nordisk retsfølelse". Simpelthen fordi konventionen tillod i særlige tilfælde at fratage et menneske sit statsborgerskab. Men i de sidste ti år har danske regeringer under Venstres ledelse gjort det til en kunstart at bøje og bukke de internationale konventioner. Bøje og bukke - men ikke brække, det har tilsyneladende været strategien. Når nogle dristede sig til at sige, at vi måske var havnet lidt for langt fra konventionernes ånd og bogstav, blev de skudt alle mulige motiver i skoene: Oppositionen ville åbne grænserne for alverdens kriminelle udskud. Institut for Menneskerettigheder var politiserende. Og udenlandske politikere og internationale organisationer skulle bare kigge sig selv i spejlet og ellers blande sig uden om, sku' de. For: Der var ikke noget at komme efter. Men nu er selv Venstre blevet træt af maskeraden. Partiet har meddelt, at de vil stemme nej til at give en statsløs person dansk statsborgerskab, selvom vedkommende er omfattet af FN's konvention om begrænsning af statsløshed. Ifølge Venstre vil de stemme imod at meddele den pågældende indfødsret, fordi vedkommende ifølge PET kan udgøre en trussel mod statens sikkerhed. Ifølge konventionen er det imidlertid ikke nok at være i efterretningstjenestens søgelys, hvis staten skal nægte en statsløs person statsborgerskab. Det kræver, at vedkommende er "fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på fem år eller derover for en strafbar handling". Venstres kursskifte rejser to væsentlige spørgsmål: Spørgsmålet om konventionens rimelighed. Og spørgsmålet om konventioners status i dansk retspraksis. For det første: Er det urimeligt, at konventionen kræver, at man skal være kendt skyldig for at kunne fratages en så basal rettighed som statsborgerskab? Næ, det er såmænd blot en gentagelse af det gode gamle retsprincip om, at man er uskyldig ind til andet er bevist. Det er simpelthen ikke nok, at være under mistanke eller observation, hvis staten skal nægte et individ så grundlæggende en ret som et statsborgerskab. Men kunne man så ikke indvende, at konventionen negligerer de trusler, som en moderne verden rummer? Nej, det ville være rent vrøvl. Konventionen blev lavet kort efter anden verdenskrig og under den kolde krigs frysende begyndelse. Dengang var truslerne mod Danmark alt andet lige større, end de er i dag. Videre til næste spørgsmål: Hvad betyder Venstres nye holdning for konventionernes status i Danmark - og i verden i øvrigt? For denne diskussion er langt større end den enkelte sag og rækker længere end til spørgsmålet om statsborgerskab. I virkeligheden er Venstres holdning en bombe under de internationale konventioner som helhed. Børnekonventionen. Havretskonventionen. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder Er det aftaler, som vi kan botanisere i og bryde eller holde, som det passer os? Tja, så må vi i hvert fald regne med, at alle andre gør det samme, og så falder hele konventionssystemet til jorden. Konventioner fungerer på samme måde som en badmintonklub: Hvis man er med, betaler man kontingent og følger foreningens vedtægter. Ellers må man melde sig ud. Hvis man bliver i aftalen uden at efterleve reglerne, devaluerer man moralen i fællesskabet. Og da der findes meget få sanktionsmuligheder, er moralen konventionens egentlige fundament. Hvis Venstre ønsker at begå konventionsbrud, bør det derfor føre til et forslag om, at Danmark udtræder af konventionen. Det har Dansk Folkeparti foreslået så sent som i januar 2011. Hvis Danmark skulle følge Venstres kursskifte i denne sag, ville det derfor sætte Danmark i et alvorligt dilemma: Enten bliver vi i konventionen, men ødelægger den indefra. Eller også forlader vi den og melder os ind i en klub af lande, som vi normalt ikke vil forbindes med. Min nordiske retsfølelse siger mig, at vi skal være stolte af vores arv som foregangsmænd i FN. Vi skal som en selvfølge leve op til de aftaler, som vi har indgået, også når det er besværligt og udfordrende. Det kræver vi af andre lande. Derfor bør vi kræve det af os selv.