I weekenden offentliggjorde den liberale tænketank, CEPOS, et regnestykke over, hvad indvandringen fra mindre udviklede lande koster Danmark. Om kort tid vil regeringens regnedrenge følge trop med en udregning af prisen for et stk. udlænding. Bestillingen kommer fra Dansk Folkeparti, der som sædvanlig er på udkig efter angrebsvinkler i partiets kyniske flerfrontskrig mod alle, der ikke ligner Pia Kjærsgaard. De forventeligt hadefulde angreb, som regnestykket vil afstedkomme, skal træde i stedet for økonomisk ansvarlighed. Dansk Folkeparti har, som eneste parti bortset fra Enhedslisten, fortsat ikke leveret noget samlet bud på en økonomisk plan. Og hvorfor skulle de egentlig dét? Lars Løkke Rasmussen er 100% afhængig af Dansk Folkeparti, hvis han vil have sin tilbagetrækningsreform gennemført og beholde regeringsmagten. Pia Kjærsgaard behøver ingen økonomisk plan, hun skal bare møde op med en ønskeseddel. Så den liste er i øjeblikket under udarbejdelse. Første del kom i en kronik i Berlingske. Her foreslog Pia Kjærsgaard, at udlændinge skal skubbes ud af landet, hvis de bliver ledige. Kort efter fulgte Langballe og Krarup op med forslag om at skære i flygtninges førtidspension, mens Morten Messerschmidt rejste en debat om udlændinges overførselsindkomster. Og når regeringens regnedrenge har lavet deres lektier, vil vi kunne forvente mere fra samme skuffe. At nydanskere og udlændinge endnu en gang skal marginaliseres, dæmoniseres og betale prisen for regeringens politik er ikke til at bære. Det menneskelige perspektiv er fortvivlende. Men det samfundsøkonomiske perspektiv er mindst lige så nedslående. VKO-regeringen har spildt ti år på at sidde med høreværn i en osteklokke og diskutere burkaer og halalslagtninger, mens resten af verden har talt om strategier for innovation, uddannelse og arbejdsmarkedsreformer. Og resultatet ser vi nu: For ti år siden var Danmark verdens fjerderigeste land. Nu er vi ikke engang i top ti. Det går rent ud sagt dårligt. Økonomien sejler. OECD forventer, at Danmark indtil 2025 vil have den laveste vækst i velstand af alle udviklede lande undtagen Japan. Sverige og Finland har oplevet produktivitetsstigninger, som er tre gange så høje som de danske. Var vi fulgt med, havde vi i dag været 170 mia. rigere. Det svarer til de samlede sundhedsudgifter. Problemet er ikke kun, at ” regningen skal betales”, som Lars Løkke Rasmussen messer i hveranden sætning. Problemet er, at vi mangler lederskab. Igen og igen lader VKO-regeringen afgørende samfundsdebatter drukne i udlændingehetz. Det er åbenlyst, at globaliseringen er et tog, der ikke kommer til at standse, og at vinderne er dem, som kan tiltrække og fastholde internationalt talent. Det er lige så åbenlyst, at taberne er de lande, som hænger fast i monokultur og industrisamfund. Dansk Folkeparti efterspørger prisen på en udlænding. Jeg vil gerne se et regnestykke, som redegør for, hvad ti års symbolkarrusel, udlændingehetz og værdipolitisk støvledans har kostet Danmark. Det regnskab er langt mere relevant at gøre op. Danmark står overfor et klart valg: Skal vi blive ved med at dekorere stationens venteværelse, eller skal vi hoppe på toget?