For et par dage siden skete der noget sært på min Facebook-side. Ud af det blå dukkede der et råbekor af ureflekterede mandschauvinister frem. De samme banale argumenter blev fremsunget igen og igen. Hvor kom de dog fra, tænkte jeg. Og hvorfor lige nu? Svaret kom, da Politiken kunne beskrive Liberal Alliances nye ”realityspil”. Ideen er, at der udstikkes missioner til neo-liberale followers, og så kaster de sig hovedkuls ind i debatter for at skrabe point sammen. Jeg havde åbenbart fået æren af at blive mål for en sådan mission.
I dette spil er det ikke vigtigt at finde gode argumenter eller reflektere over egne eller andres standpunkter. Man får ikke point for overvejelsernes dybde eller argumentations niveau. Man skal bare bryde højtråbende ind i en samtale og vupti – så klikker det med point.



























