Den tyske regering har nu gentagne gange kritiseret Danmark i hårde vendinger. Siden det farce-agtige forløb om grænseaftalen begyndte, har den tyske regering igen og igen udtalt tydelig og skarp kritik. Kritikken er blevet fremført af den tyske viceudenrigsminister, den tyske ambassadør, den tyske indenrigsminister og senest af den tyske udenrigsminister. Det bliver stort set ikke mere officielt. Og hvad har den danske regering gjort? I første omgang løj man, og lod forskellige ministre gentage falske historier om andre landes grænsekontrol. Se for eksempel Søren Pind stikke en plade på denne video, hvor han samtidig prøver at skyde skylden for balladen på den samlede europæiske presse:
Derefter var man stille i lang tid og overlod scenen til Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard udnyttede taletiden til med vanlig elegance at klaske nazikortet i ansigtet på den tyske regering. For nylig bragte Lene Espersen charmeoffensiv hende til Berlin. Det hele er en misforståelse, er vist fortsat det bedste bud på en officiel forklaring. Det var i hvert tilfælde den model, som vores udenrigsminister forsøgte at præsentere. Sammen med den engelsksprogede aftaletekst, som - pudsigt nok - er en helt anden tekst, end den danske. Sig mig: Hvor dumme tror den danske regering, at tyskere er? Tror de ikke, at den tyske regering har et par dansktalende medarbejdere ansat på ambassaden i København? Lene Espersen blev da heller ikke mødt med andet end syrlige smil og diplomathåndtryk. "Vi er endnu ikke overbeviste om, at opførelsen af permanent toldkontrol er en klog idé," udtalte udenrigsminister Guido Westerwelle og dermed tak for Milchkaffee. Samtidig konkluderer to uafhængige danske forskningsinstitutioner, at regeringens grænseaftale ikke kan forenes med Schengen-aftalen. Det er altså så klart som vand: Regeringen må enten melde Danmark ud af det europæiske samarbejde om grænserne, eller også droppe grænseaftalen. Enten paskontrol og visumpligt på danskernes ferierejser, samt en dansk eksport og økonomi i ruiner - eller også en forklaring til det nationalistiske støtteparti. "Vi kom vist til at love noget, vi ikke kunne holde. Sorry." Det er vel forståeligt nok, at ministerholdet nu tager på sommerferie med en panderynke eller to. Alligevel har vores naboland og primære eksportmarked krav på officielle udtalelser fra regeringen. Så længe Pia Kjærsgaard har mikrofonen for sig selv, vil hun bruge den til at udgyde skingre fornærmelser. Hvornår har Lars Løkkes regering tænkt sig at sige noget med substans?




























