Jeg var for nylig ude at gå en tur ved et af vores kongelige slotte med min mor og datter. Efter gåturen endte vi på en nyåbnet indisk restaurant, som ligger over for slottet. Vi sludrede lidt med personalet, og da det gik op for dem, at jeg var politiker, viste de mig et brev, de netop havde fået fra Rigsarkivet. Titlen var: "Vedr. misbrug af kongekrone".
I brevet skriver en heraldisk konsulent, at Rigsarkivet "er blevet gjort opmærksom på, at De gengiver kongekronen" og at "kongekronen er et statskendetegn, der er forbeholdt Kongehuset og staten". Konsulenten oplyser også, at "Misbrug er strafbar ifølge § 132 i straffeloven." Brevet handler om en uskyldig kongekrone, som allerede var på gavlen, da restauratøren overtog lokalerne.




























