Der er ingen grund til panik. Det, der sker på kapitalmarkederne, er hysteri«, sagde Anders Fogh Rasmussen (V), da han fredag kommenterede den massive uro på finansmarkedet. Og statsministeren satte yderligere trumf på: »Så længe hystaderne i finanssektoren bare løber rundt og skader sig selv, så fred være med det. Problemet er, at det kan spille over i realøkonomien«. Udtalelserne markerer endnu et højdepunkt i statsministerens evne til at løbe fra tidligere standpunkter, når det er opportunt. Hvor Fogh indtil nu har været stålsat i sin tro på den frie kapitalistiske markedsøkonomi, må man nu forstå, at markedsaktørerne er hystader. Et er hykleriet. Det er vi så vant til. Noget andet er, at Foghs vurdering er forkert, og at han formentlig godt ved det. Den seneste tids dramatiske kursfald er nemlig ikke så irrationelle, som de kunne se ud. Kursfaldene afspejler i uhyggelig grad virksomhedernes situation. Der er nemlig udsigt til et markant fald i virksomhedernes indtjening. Ifølge Financial Times er vurderingen blandt de førende europæiske aktiestrateger nu, at virksomhedernes indtjening næste år vil falde med 30-40 procent. Svenske Volvo leverede i sidste uge et af de tydeligste eksempler på, hvor grelt det står til. Hvor Volvo sidste år fik 41.970 ordrer på nye lastbiler i tredje kvartal, var tallet i år blot 115. Faldet i virksomhedernes indtjening skyldes først og fremmest, at den økonomiske vækst bliver meget lav – eller negativ – den kommende tid. Men den skyldes også, at virksomhederne kommer til at skære voldsomt ned på deres investeringer i nye aktiviteter. Banksektorens giganttab betyder, at bankerne allerede nu har indført en langt mere striks udlånspolitik, end vi har oplevet i mange år. Konsekvensen er, at både virksomheder og forbrugere får meget sværere ved at låne penge. Og som dagene går, bliver det mere og mere tydeligt, at bankernes situation ikke for alvor er blevet forbedret af de store statslige hjælpepakker. Statsindgrebene har blot forhindret situationen i at løbe ud af kontrol. Interbankmarkedet, hvor bankerne låner hinanden penge, er stadig stivfrossent, og indtil videre er der ikke for alvor tegn på, at centralbankernes gigantiske likviditetsindsprøjtninger i pengemarkedet gør en forskel.
Tværtimod tyder meget på, at bankerne i øjeblikket hamstrer likviditet for at gardere sig imod yderligere rystelser – og for at sikre sig, at de har penge nok til at fylde i deres hæveautomater. Som Danske Bank skriver i et notat til bankens kunder: »Pengemarkedet er meget langt fra at fungere ordentligt«. Realiteten er, at den 15 måneder lange finanskrise langtfra er overstået. Tværtimod er den først nu ved at brede sig til resten af økonomien.




























