Så meget for Sarah Palin-effekten

Lyt til artiklen

Hvis jeg har været skyld i, at John McCain mistede bare en enkelt stemme, så beklager jeg det«. McCains vicepræsidentkandidat Sarah Palin skyndte sig at komme beskyldningerne i forkøbet allerede onsdag morgen, da det republikanske valgnederlag var en realitet. Vel vidende, at der efter et valgnederlag altid skal findes en syndebuk, kunne Palin godt se, at flasken var begyndt at pege på hende. Analyser af stemmeafgivningen ved tirsdagens præsidentvalg gav da også næring til Palins egen mistanke om, at hun kunne have kostet McCain mere end én stemme. Flertallet af de amerikanske kvinder stemte på demokraternes kandidat Barack Obama. Han fik 56 procent af kvindestemmerne, mens McCain kun tiltrak 43 procent af kvinderne. Det var ikke lige den effekt, man talte så meget om umiddelbart efter valget af Palin til republikanernes vicepræsidentkandidat. Og det var slet ikke den effekt republikanerne havde håbet på. Valget af Palin var netop et strategisk valg. Hun skulle, ud over at appellere til de højrekonservative og religiøse vælgere, også sikre republikanerne flere kvindestemmer. Kvindestemmerne spiller en særlig rolle USA, fordi der er flere kvinder end mænd, der stemmer ved valgene. Sådan har det ifølge Centre for American Women and Politics været siden 1960’erne. Historien viser også, at et flertal af kvinderne stemmer demokratisk. Det var dels nogle af de kvinder, republikanerne skulle have til at skifte parti, dels håbede man at vinde unge kvinder, der ikke tidligere havde brugt deres stemmeret, over på republikanernes parti. Det var ikke mindst de hvide, lavtlønnede kvinder, der havde haft Hillary Clinton som deres foretrukne præsidentkandidat, som Palin skulle appellere til. Men det kom til at gå anderledes, end de republikanske (mandlige?) valgstrateger havde forudset. Før Palin blev valgt som McCains vicepræsidentkandidat, viste en Gallup, at 51 procent af hvide kvinder foretrak McCain, mens kun 40 procent pegede på Obama. Det billede skiftede, efter at Sarah Palin begyndte at rejse landet rundt. To uger inden valget i tirsdags pegede 47 procent af de hvide kvinder på Obama, mens 46 procent sagde, at de ville stemme på McCain. Tallene for, hvordan de hvide kvinder har stemt ved præsidentvalget, er endnu ikke tilgængelige. Hvorfor mislykkedes republikanernes planer med Sarah Palin noget så eftertrykkeligt? Hvorfor blev hun ikke den vælgermagnet, man havde regnet med? Først og fremmest er det ikke Sarah Palins skyld, hun er den, hun er, og har ikke forsøgt at være andet. Derfor er det også helt urimeligt at gøre hende til syndebuk nu. McCain og hans stab, der valgte netop hende, kan takke sig selv for, at det gik, som det gik. De tog den forkerte kvinde, der hverken havde erfaringen eller kvalifikationerne til at bestride landets næsthøjeste embede. De valgte Palin, fordi de mente, at kvindelige amerikanske vælgere – og især de hvide og lavtuddannede – ville have en kandidat som dem selv, som de kunne identificere sig 1:1 med. Det faldt dem ikke ind, at disse kvinder forventede, at en vicepræsidentkandidat har kvalifikationer, der sandsynliggør, at hun kan bestride posten. McCain indså åbenbart sin fejltagelse i ugerne op til valget. Men i stedet for at tage ansvaret på sig skulle han ifølge en lækket indberetning fra den britiske ambassadør i Washington have lavet sin egen version af Palins vittighed om, at der kun var læbestiften til forskel på en hockeymor (som hende selv) og en pitbullterrier. I McCains version lød det: »Hvad er forskellen på Sarah Palin og en pitbullterrier? Den godmodige hund slipper sit tag til sidst«. Med andre ord: Palins kæber havde ikke låst sig fast som en pitbullterrier i kødet på de amerikanske vælgere – og slet ikke i kvindekødet. Meget morsomt. Når nederlaget er på afstand, kunne man håbe på, at der sker en bredere erkendelse af, at når man misbruger en kvinde, som McCain og hans valgstrateger har misbrugt Sarah Palin, og når en kvinde som Sarah Palin lader sig misbruge, så bliver man straffet af de kvindelige vælgere. Hårdt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her