To centrale politiske spørgsmål har stået højt på dagsordenen i denne uge. Det ene drejer sig om det kontroversielle lovforslag om frihedsindskrænkelse af personer på tålt ophold, som store dele af den uafhængige juridiske ekspertise herhjemme vender sig imod. Det andet drejer sig om, hvorvidt dialog med muslimske kredse er en relevant del af den samlede indsats mod radikalisering og terrorisme. Selv om det sidste ikke drejer sig om et lovforslag, er det også en diskussion med vidtrækkende perspektiver: Dialog har herhjemme været et centralt element i PET’s arbejde på området, og det har også høj prioritet i både den britiske og den amerikanske terrorbekæmpelsesstrategi. I begge sager har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech ytret – eller antydet – synspunkter, der har stor opbakning blandt både hjemlige og internationale sagkyndige. Og i begge tilfælde er hun blevet skudt ned både forfra og bagfra af ministerkolleger som Karen Jespersen og Claus Hjort Frederiksen og af sit eget partis politiske ordfører. Som det turde fremgå, er der langt mere på spil end Birthe Rønn Hornbechs personlige troværdighed og mangel på samme. Ja, den substans, det her drejer sig om, har helt åbenbart en betydning, der rækker langt ud over spørgsmålet om, hvorvidt Birthe Rønn Hornbech kan fortsætte som minister eller ej. IKKE DESTO mindre har en stor del af de politiske kommentarer til de to sager – og en ikke ubetydelig del af mediedækningen – koncentreret sig om Birthe Rønn Hornbechs person. Om hendes talen og om hendes tavshed. Om de medier, hun taler til, og de medier, hun ikke taler til. Og om hendes politiske fremtid. Resultatet er et fortegnet virkelighedsbillede, hvor hovedspørgsmålet reduceres til, om regeringen har styr på sig selv, og om Anders Fogh har styr på Birthe Rønn, og til, hvordan regeringen i fremtiden skal undgå ’signalforvirring’. Perspektivforskydningen er så stor, at den er ved at blive et demokratisk problem. Et lovforslag fremsat for at ramme en enkeltperson, der samtidig bryder med en lang stribe retspolitiske normer, er et alvorligt symptom på et bredere politisk skred i vores samfund, der fortjener, at alle væsentlige stemmer i debatten kommer frem med deres bedste argumenter. Men hvor advokater, anklagere, dommere og menneskerettighedseksperter peger på konkrete problemer i lovforslaget, så nøjes tilhængerne med at henvise til det ’utålelige’ i, at den PET-mistænkte går frit omkring. Et tyndt argument, i betragtning af at det ville han stadig gøre uanset meldepligt i Sandholmlejren. Og at en anden af de mistænkte under alle omstændigheder er helt fri, alene fordi vi trods alt endnu ikke er nået til at frihedsberøve danske statsborgere uden rettergang og bevisførelse. DE TO POLITISKE forløb kulminerede, da statsministeren kom hjem og uddelte skideballer til de implicerede ministre. Men hvad der burde have løftet eller i det mindste kvalificeret debatten, blev i stedet til et lavpunkt i spin. Statsministeren underholdt pressen med sin offentlige ydmygelse af ministrene og fik samlet al opmærksomhed om Birthe Rønn Hornbechs personlige stil. Men han bidrog ikke med mere end en enkelt, helt intetsigende sætning til debatten om, hvorvidt dialog er et værdifuldt instrument i samfundets terrorforebyggelse. Det mener PET, det mener USA’s ambassadør, der mener det store flertal af professionelle terrorforskere og efterretningstjenester i den vestlige verden. Men det mener flere af hans vigtigste ministre og ordførere altså ikke – tværtimod. Det mindste, man kunne have forventet af statsministeren, var en argumentation for, hvorfor det politiske Danmark på dette vigtige punkt afviger så meget fra både sagkyndige og allierede og i stedet brillerer med en stærkt iøjnefaldende uforsonlighed. Men nej; vores regeringschef fandt det meget smartere at samle al opmærksomhed om integrationsministerens person. Det er selvfølgelig også meget lettere end at forsvare en uforsvarlig politik. Men demokratisk tilfredsstillende er det ikke.