Oppositionen laver en omvendt Obama

»Politik handler om økonomien, I store fjolser«.
»Politik handler om økonomien, I store fjolser«.
Lyt til artiklen

Den økonomiske nedsmeltning på Wall Street – og videre til alverdens børser og banker – kunne have fået samme politiske konsekvenser som terrorangrebet mod World Trade Center i 2001.

Blot med omvendt fortegn: Som symbol på samfundets genkomst. Dengang blev den konservative værdipolitik sat eftertrykkeligt på dagsordenen med krigen mod terror. Frygten tog over, og en gammeltestamentlig tankeverden fik lov til at dominere debatten. Lige indtil i år, hvor den nu nyvalgte præsident Barack Obama udfordrede den gamle garde med en ny håbets politik. Men også her i Europa er betingelserne til stede for at vende frygten på hovedet og sætte en forstærket social fordelingspolitik på dagsordenen. Børskrakket kunne have være startskuddet for en ny og mere selvbevidst opposition. Selv de mest liberalistiske økonomer har erkendt, at der er akut behov for at stimulere samfundsøkonomien med en ekspansiv finanspolitik, enten i form af offentlige investeringer eller skattelettelser i bunden. Venstrefløjen mangler at slå til Men endnu er det ikke lykkedes for venstrefløjen, hverken i Danmark eller resten af Europa, at skære en klar kant til de borgerlige, der dominerer overalt på kontinentet. Socialdemokraternes udspil til kriseløsning er kun så marginalt mere ekspansivt, at man skal være budgetbisse i Finansministeriet for at se den reelle forskel på regering og opposition. SIDSTE ÅR fremlagde Socialdemokraterne sågar et udspil til finansloven, der i sin angst for at blive kaldt for ’økonomisk uansvarligt’ lagde op til et mindre offentligt forbrug end VK-regeringen. Og i år er finansloven, som selv SF stemte for, endt med at blive stort set lige så ekspansiv, som Socialdemokraterne først ønskede. Retfærdigvis har Socialdemokraterne forsøgt at flytte lidt rundt på talkolonnerne og betoner nu akutindsatsen mod den stigende ledighed mere end behovet for reformer, der på længere sigt øger arbejdsudbuddet. Som partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) sagde under Folketingets åbningsdebat: »Lad os i dag gøre op med forestillingen om, at arbejdskraftmangel er det altoverskyggende og mest presserende problem i dette land.« VK-regeringen gik straks til angreb og beskyldte Socialdemokraterne for at være vendt tilbage til Anker Jørgensens økonomiske politik fra 1970’erne. Men den larmende kritik fra de borgerlige kan og skal ikke forveksles med, at Socialdemokraternes finanspolitik er særlig vidtgående. I kroner og øre er forskellen mellem Venstre og Socialdemokraterne meget lille. Socialdemokraternes tilbageholdenhed Realiteten er, at Socialdemokraterne har udvist en taktisk disciplineret tilbageholdenhed under hele finanskrisen, der kun kan forklares med en dyb angst for at udfordre status quo – og som har givet VK-regeringen for lette arbejdsbetingelser. FORNYELSEN, som Obama bringer med sig, handler først og fremmest om modet til at udfordre den frygtsomhed, der har styret al politik her i 00’erne. Men oppositionen i Danmark fremstår stadig ultradefensiv, selv på egne mærkesager. Og mere defensiv, end hvad vælgernes holdningsskred i den seneste tid kan begrunde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her