Så I Muslimernes Fællesråds skarpe fordømmelse af den voldsomme og blodige terror i Mumbai?
Så I, at »sådanne beskæmmende handlinger vækker afsky og væmmelse hos Muslimernes Fællesråd?«. Så I rådets klare vurdering: »Angreb og gidselaktioner af denne slags vidner om en kvalmende kynisme og afstumpethed?«. Og så I konklusionen: »Ingen bevæggrunde kan undskylde noget sådant?«. Nej, det gjorde I formentlig ikke. Godt nok udsendte rådet denne meddelelse til Ritzau og til aviserne. Men kun metroXpress fandt det – ene af alle danske aviser – relevant at notere sig den muslimske fordømmelse af volden. Alle andre landsdækkende aviser sov i timen. Det fortjener en skideballe. Mediernes fascination af vold gør det nemmere for muslimske voldsmænd at komme i pressen end for besindige muslimske godtfolk À la Muslimernes Fællesråd. Vi kender rumlen. Der skal ikke mere end en bombe, en video eller en pressemeddelelse til – vupti, så er bin Laden og den slags forbrydere på forsiden. Og så har vi balladen. Først med de store billeder og rædselshistorierne og forbrydernes forsøg på at dække sig under islam. Bagefter med skingre efterlysninger af muslimer, som vil tage afstand fra volden. Hvorfor protesterer de ikke? Svar: Det gør de også. Men pressen er jævnt hen ligeglad – og bidrager til opbygningen af fjendebilleder. Opfordringen til muslimer om ’at tage afstand fra terror’ balancerer i forvejen faretruende på grænsen til at operere med kollektiv skyld.
Når det alligevel kan give mening at efterlyse fordømmelse, skyldes det, at en altomfattende folkelig fordømmelse af både volden og forsøget på at legitimere den med religiøse figenblade kan isolere voldsmændene og reducere dem til det, de er: forbrydere og galninge. Men er vi villige til at høre, at muslimer og muslimske organisationer tager afstand fra vold? Åbenbart ikke. Muslimernes Fællesråd har de seneste år været hurtig til at udsende fordømmelser af f.eks. terroren i Mumbai, angrebet på Marriott i september og den danske ambassade i juni.
