Krigen i Gaza er kun en forsmag på, hvad vi risikerer at opleve mellem israelere og palæstinensere på Vestbredden. Israel og Hamas har kynisk set ’råd’ til nedsmeltning i Gaza. For Israel gælder, at så længe Hamas blot råder over upræcise raketter, som ikke kan nå Israels største byer, vil problemet Gaza være håndterbart.
For Hamas, som ønsker at blive af med Israel, men ikke at slutte varig fred, gælder, at selve konflikten er bevægelsens brændstof. Den lever med tabene. Beklager, på Vestbredden kan det blive meget værre. Her har Israel definitivt ikke råd til en tilsvarende nedsmeltning. De raketter, som Hamas råder over i Gaza, ville fra Vestbredden både kunne nå Jerusalem, Tel Aviv og den internationale lufthavn midt imellem. Derfor er krigen i Gaza og selv de få raketter ind over Israel fra Libanon det værste, der har ramt Israels fredsbevægelse.



























