Modkulturen genopstået

Lyt til artiklen

I morgen er der demonstration på Christiansborg Slotsplads. Kravet fra demonstranterne vil hverken lyde på mere i løn eller bedre arbejdsforhold, men på et »anstændigt Danmark«. Arrangørerne, der kalder sig Bevægelsen for et Anstændigt Danmark, har i bedste Obama-stil sendt kæde-mail rundt for at gøre opmærksom på demonstrationen. I mailen nævner de fire forhold, der er værd at demonstrere imod: at politikerne, og ikke domstolene, dømmer folk; at politikerne presser domstolene; at politikerne accepterer, at familier og børn tilbringer deres liv i Sandholmlejren, og at politikerne blæser på Højesterets afgørelser og underminerer ombudsmandsinstitutionen. Dertil kommer tuneserloven, som Folketinget vedtog før jul. Ved demonstrationen er forfatteren Kirsten Thorup hovedtaler, og skuespilleren Jesper Christensen og læser en tekst af forfatteren Stig Dahlager. Demonstrationen kommer i en uge, hvor regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, der har fået det stort set, som det vil have det på det retspolitiske område de sidste syv år, nu ikke længere bare siger, at Danmark bør bryde internationale konventioner om menneskerettigheder, men rent faktisk har udarbejdet et forslag til, hvordan Danmark kan melde sig ud af de internationale menneskerettighedskonventioner. Ifølge Information går det ud på, at danske domstole skal se bort fra de dele af menneskerettighederne, som forhindrer Danmark i at udvise personer; regeringen skal meddele de »relevante internationale organer«, at Danmark i visse tilfælde »forbeholder sig ret til at fravige bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre konventioner«; og at regeringen skal nedsætte en kommission, der skal udarbejde »et samlet forslag til ændring af relevante internationale konventioner«, der forhindrer Danmark i at beskytte »egne ordentlige og fredelige borgere«. Det er ikke tilfældigt, at DF nu fremsætter egentlige forslag til at bryde med konventionerne. De har ikke inspirationen fra fremmede. Efter at justitsministeren i december måned havde slået fast, at det ville stride mod menneskerettighederne, hvis mennesker på tålt ophold ikke kan holde weekend hos deres familier, udtalte Venstres retsordfører, Kim Andersen, at konventionerne burde »suppleres og justeres i forhold til verden i dag. Ingen har jo ment, at de skal kunne bruges til at undertrykke et helt samfund, fordi man vil beskytte en galning«. Den melding greb DF’s retsordfører, Peter Skaarup, i luften og udtalte sin begejstring over, at der var folk i Venstre, der »ligesom os føler lede ved, at konventionerne begrænser os i at gøre, hvad der skal til«. det er jo forrykt. Regeringen vil jo aldrig bede domstolene om at ignorere menneskerettighederne eller bede om undtagelser fra konventioner, man har ratificeret. Men man kan ikke længere være sikker. Hvem ville for ganske få år siden have troet, at Danmark i 2008 ville opgive retsstatslige principper om magtens tredeling og alles ret til en fair rettergang? Det er modkulturen, der er genopstået, når demonstranterne i morgen samles om at kræve anstændigheden tilbage. De vil uden tvivl blive udstillet som behjertede sjæle, der tror, det nytter at lade kulturpersonligheder holde taler om noget så politisk ukorrekt som anstændighed foran landets parlament. Hvad har det f.eks. nyttet, at den gruppe mennesker, der kalder sig Bedsteforældre for Asyl, hver søndag i nu mere end et år har demonstreret foran Sandholmlejren i Nordsjælland? Og hvilken forskel har det gjort, at almindelige mennesker, institutioner og internationale organer har ytret sig i den offentlige debat, bl.a. her i avisen, om tingenes alarmerende tilstand? I denne uge viste en meningsmåling at DF går frem. Så måske er vi ikke længere foran Sandholmlejren, på Christiansborg Slotsplads eller i avisens spalter, fordi vi tror, det nytter. Men fordi vi er ved at være kommet dertil, hvor man ikke protesterer eller ytrer sig for at blive hørt eller læst nu, men for at markere for eftertiden, at man ikke så stiltiende til.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her