Se ikke så sort på det hele.
Bevares, verden er ved at svine sig til i CO 2-udledninger, og hvis vi skal tro videnskabsmændene i Bella Center forleden, så bliver det ikke lutter lagkage for vores børn, hvis vi fortsætter svineriet. Men der er også gode nyheder, som formuleret på Deadline af den noble lord Stern: Vi ved nu, at risikoen ved ikke at handle over for den globale opvarmning er større og alvorligere, end vi troede. Men teknologien til at imødegå en klimakatastrofe udvikler sig også meget hurtigere end håbet. Desuden: Vi ved også, at omkostningerne ved ikke at handle er endnu større, end vi troede. Men omkostningerne ved at handle ser ud til at blive mindre. Lige noget for en rastløs statsminister. Hvad sker der så? Politikere og videnskabsfolk skændes om, hvorvidt det giver mening at fortsætte handlen med CO 2-kvoter. Professor William Nordhaus fra Yale University siger, det er ren humbug, som i sidste ende ikke begrænser udledningen af CO 2, kun flytter lidt på ansvaret til en alt for billig pris. To ledetråde må være: Der er ingen grund til at svine, hvis man kan lade være. Og der er ingen grund til ikke at beskatte klimaødelæggelser mere end klimahensyn. Det råber på en global skattereform. CO 2-udledning skal beskattes hårdt, så det omgående bliver mere attraktivt for erhverv og industri at producere uden at udlede CO 2, og så det for os forbrugere bliver billigere at leve klimavenligt end klimauvenligt. Derfor skal beskatningen af såvel olie og gas som brændstofslugende transport og køretøjer – både biler og dieseltog – sættes dramatisk op. De høje oliepriser sidste år nåede faktisk at anspore både industrien, forskningen og politikerne til at tænke i alternativer til den nuværende energi. Forskningen i nye generationer af biobrændsel går rask ligesom udviklingen af solceller, nye biler, vindenergi og så videre. I dag er det politikerne, der tøver. Men statsminister Fogh Rasmussen bad i Bella Center videnskabsfolkene om klare mål, så regeringerne ved, hvad de skal gå efter. Han lød konstruktiv og ambitiøs, og dog må signalerne i Foghs aktuelle skattereform og krisepakker lade en vældig undren tilbage. Udspillene fra regeringen er betydeligt mindre grønne, end de ville være, hvis regeringen var så grøn, som Fogh siger. Det er ingen som helst grund til, at Danmark og EU ikke skal elektrificere jernbanerne. Ingen grund til, at vi ikke isolerer vores boliger. Ingen grund til, at vi ikke ved beskatning skal få benzinslugerne af vejene. Det er ikke længe siden, vi fandt det utopisk at stoppe rygning. I dag har lige dele beskatning, rygeforbud og socialt pres gjort det utjekket at ryge. Beskatning og socialt pres kan også stoppe et vanvittigt energiforbrug. Beskatningen vil få producenterne til at udvikle bedre energi og finde på bedre motorer. Det sociale pres vil hænge forurenerne ud. Forbruget vil skifte. Det vil også ændre forbrugsmønstret. Olien er for billig, og skatten for lav, hvis chilensk vin koster det samme i Danmark som italiensk. Hverken en ananas fra troperne eller en reje fra Polarhavet bør koste en slik i Danmark, hvis transport og produktion har kostet urimeligt meget CO 2 undervejs.
Vi kan vælge at betale for griseriet eller vælge at spise nordiske rodfrugter og sæsonbestemte fjordrejer i stedet. Pointen er ikke, at staten skal bestemme, hvad vi skal spise. Men at vi selv bør betale både, hvad vi spiser, hvordan vi kører, og hvad vi forurener. Vækst med fossile brændstoffer duer ikke. Nu gælder det om at være først med den ny teknologi, først med ændring af kollektiv transport, først med ændring af bilvaner, først med den nye beskatning, der givet bliver en nødvendighed. Det kan Danmark og EU udmærket sætte i gang, hvis Fogh tror på det, han selv siger. Kom nu, statsminister!
