Snart har den danske regering en enestående chance for at slå et slag for religionsfrihed og ytringsfrihed og imod racisme – på én gang.
Chancen byder sig til ved FN’s konference mod racisme, ’Durban II’. Det kan i bedste fald blive et drabeligt opgør mellem diktaturer og frie, demokratiske samfund. Men desværre tøver både diktatorer og demokrater med at ta’ opgøret. OIC, Den Islamiske Konferenceorganisation, havde varslet, at man ville skaffe stemmer til en fordømmelse af Israel og dét, OIC kalder ’krænkelse’ af religioner – dvs. omtale af islam på en kritisk måde, som OIC’s magthavere vil forbeholde sig ret til selv at definere. Men nu tøver OIC. Og gode demokrater og demokratier tøver også. Canada og Israel vil blive hjemme. Og selv i Danmark samles underskrifter for at boykotte Durban II. Sikke et fedtspil. Der er da nok at slås for. De totalitære samfund og deres censur er en kendsgerning. Og ytringsfrihed og religionsfrihed er stadig en rank ryg værd. Endelig: OIC tager ikke kun fejl, når den advarer mod diskrimination. Kan man kritisere israelske overgreb på Gaza og på palæstinensere? Selvfølgelig, det sker i FN hvert år. Findes der også racisme i Israel? Ja. Findes der racisme i de lande, som vil fokusere på Israels forbrydelser? Også dét, ja. Giver det da mening i en konference om generel racisme at hænge ét land ud og ignorere andre? Nej. Derfor tilbage til hovedsporet – racisme og vilkår for religioner. Giver det mening at kræve særlig beskyttelse af religion og religiøse dogmer? Nej. Hvem skulle definere enkelte religioners følsomhed? Kong Abdullah? Putin? Paven? Mennesker bør beskyttes mod racisme og trusler. Det er stadfæstet i FN for længst. Men skulle religiøse dogmer have krav på beskyttelse mod kritik? Absurd. Mod satire? Hvorfor i alverden! Har religioner ikke krav på bedre retsbeskyttelse end politiske ideologier? Hvorfor? Hverken islam eller de andre monoteistiske religioner kan have krav på større respekt end liberalister eller marxister, åndemanere eller godtfolk, der bestrider Guds eksistens. Fejer OIC-regeringer for egen dør? Nej. Flere af OIC’s toneangivende lande – Pakistan, Saudi-Arabien og Egypten – diskriminerer selv religiøse mindretal. Pakistans myndigheder ser gennem fingre med overgreb på kristne, forskelsbehandler Ahmadiamuslimer og shiitter og ignorerer racisme mod jøder.
Saudi-Arabiens kongehus tillader diskrimination af shiamuslimer og kristne og blæser på racisme mod jøder. Egyptens diktatur giver plads for diskrimination af kristne og ’hatespeach’ mod jøder. Alle tre lande svigter beskyttelsen af frafaldne muslimer og ikkereligiøse. Men så det følsomme problem: Er islamofobi ikke et konkret og internationalt problem? Desværre, jo, OIC har også ret. Muslimer lægges daglig for had i offentlig debat, også i vores land. Muslimer oplever både på nettet og i trykte medier generaliseret ringeagt. Enkelte muslimers forbrydelser anvendes i medier og offentlig debat til at hænge muslimer som sådan – ikke islam – ud. Det kaldes islamofobi – skønt det burde hedde muslimofobi, som desværre er over os. Den danske regering kan ved Durban II gå ret op imod diktaturer. Påpege deres undertrykkelse af religiøse mindretal og deres censur. Regeringen kan samtidig slå et slag for religionsfrihed og ytringsfrihed – inklusive retten til at anfægte religion, skifte religion, kritisere og droppe religion og såmænd også at gøre grin med religion, hvis nogle synes, det er sjovt. Det vil stå så meget desto klarere, hvis regeringen samtidig husker, at mens religiøse dogmer må tåle kritik, bør racisme, generaliseret ringeagt og trusler mod borgere på grund af deres religiøse baggrund fordømmes. Det er en sang værd. Durban II er demokraters fine chance – også til at bekræfte en modvilje mod antisemitisme og mod muslimofobi.
