Mange kvitterer stadigvæk med et hånligt smil, når man taler om den økonomiske krise.
»Herregud«, siger de, »det er jo latterligt at tale om en krise, når der ikke engang er 100.000 arbejdsløse«. Udsagnet provokerer. Først og fremmest fordi det er udtryk for en despekt over for de mange tusinde, der er blevet fyret den seneste tid. Mennesker, som må indstille sig på lang tids lediggang. De bliver flere, dag for dag. I denne uge meddelte vindmølleproducenten Vestas, at virksomheden vil fyre 1.275 ansatte i byerne Lem og Nakskov. I sidste uge varslede pumpevirksomheden Grundfos, der er hjemmehørende i Bjerringbro, at 400 ud af koncernens 5.000 ansatte i Danmark vil blive fyret. Krisen kan måske ikke mærkes på Frederiksberg eller i Gentofte. Men prøv at spørge i Nakskov, Lem eller Bjerringbro. Det er dog ikke kun despekten over for de mange tusinde nye arbejdsløse, der provokerer. Det er i lige så høj grad manglen på forståelse af krisens dybde. Når verdens industriproduktion på kort tid falder med 20 procent, er der tale om et økonomisk chok, der på mange punkter tangerer 1930’ernes depression. At tro, at dansk økonomi kan gå ram forbi, er provokerende dumt. Og med dagens offentliggørelse af arbejdsløshedstallene for marts kom der endnu et bevis på, at det blot er et spørgsmål om tid, før arbejdsløsheden er langt forbi 100.000 personer. Med den nuværende stigningstakt - 10.600 nye arbejdsløse på en måned - vil arbejdsløsheden have rundet 100.000 allerede i maj. To af DE politikere, der har provokeret mig mest, er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K). I de første mange krisemåneder negligerede de omfanget af krisen og hånede dem, der advarede om krisens alvor. I stedet holdt de pinagtigt fast i, at overophedning var den største risiko for dansk økonomi. Heldigvis er der tegn på forandring. Hos både Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen har der indfundet sig en begyndende realitetssans. Da statsministeren holdt sin tiltrædelsestale for Folketinget, indeholdt den følgende konstatering: »70.000 danskere står i dag uden arbejde. Det er 23.000 flere, end da ledigheden ramte bunden sidste sommer med 47.000. Og der er desværre ingen tvivl om, at det vil blive værre, før det bliver bedre«. Samme toner lød i sidste uge fra økonomi- og erhvervsministeren, da hun talte på Realkreditrådets årsmøde: »Dansk økonomi er tydeligt præget af den internationale krise. Helt almindelige danskere og virksomheder mærker, at dansk økonomi er i nedgang. Og jeg tror ikke, at vi har set det værste endnu«. Væk er jubeloptimismen, og i modsætning til i efteråret, hvor al snak om vækstpakker bastant blev afvist, siger Lars Løkke nu, at »regeringen står klar til at gøre mere, hvis det bliver nødvendigt«. Umiddelbart et udsagn, der kan forekomme selvindlysende. Men set i lyset af regeringens hidtidige kriseretorik er der tale om en kovending. Honnør for det. Om det så bliver til mere end ren retorik, må vise sig. Men der er ingen tvivl om, at dansk økonomi har akut brug for en regering med realitetssans og handlekraft. For nok har regeringens frisættelse af Den Særlige Pensionsopsparing kombineret med en skattereform stoppet faldet i forbrugertilliden, men arbejdsløsheden vil fortsat stige eksplosivt som følge af nedgangen i verdensøkonomien. Der er behov for langt mere hjælp til økonomien, end den allerede har fået. Og i stedet for de hovsaløsninger, regeringen hidtil har præsteret, er der brug for omtanke, før de næste indgreb gennemføres. Som den økonomiske overvismand, Peter Birch Sørensen, for nylig konstaterede i en mailudveksling, jeg havde med ham: »Regeringen bør allerede nu lægge en detaljeret plan for, hvilke tiltag der kan iværksættes fra starten af 2010«. For de tusindvis af danskere, der bliver ramt af arbejdsløshed, er der grund til at glæde sig, hvis regeringen endelig har lagt arrogancen til side.
