Ikke så snart var Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, vendt hjem efter sine forhandlinger med Barack Obama tidligere på ugen, før han sendte en tak for sidst-hilsen til USA’s præsident, som uden tvivl har nedsat den i forvejen kølige temperatur, der prægede deres forhandlinger i Det Hvide Hus. Obama er det, man kalder en show me-politiker, medens Netanyahu er ekspert i udenomssnak. Heldigvis er Obama ikke let at besnakke, og så vidt man kan vurdere på grundlag af de oplysninger, der er sluppet ud om deres personlige samtale uden rådgivere, der varede en time længere end planlagt, vaklede Obama ikke. I næste måned rejser han til Kairo, hvor han ventes at holde en banebrydende tale om USA’s nye mellemøstpolitik, der bryder med George W. Bush. Washington har flyttet sig fra dennes proisraelske holdning mod midten i Palæstina-konflikten. Bush erklærede engang, at han var udpeget af Gud til at skabe fred mellem israelerne og palæstinenserne, men tilsyneladende sendte Gud ingen brugsanvisning, for Bushs forsimplede, proisraelske politik bidrog kun til at forværre konflikten og underminere USA’s troværdighed. MAN VENTER, at Obama vil fremlægge en plan for en palæstinensisk-israelsk fred, der ikke blot vil omfatte de to stridende parter, men også involvere hele den arabiske verden. Allerede i 2002, på saudiarabisk initiativ, tilbød den Israel fred med alle 22 lande i Den Arabiske Liga på visse betingelser. En af dem var, at Israel skulle rømme alle besatte områder, en anden, at Israel skulle medvirke til oprettelsen af en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem. Det arabiske fredsinitiativ indeholdt den forudsætning, at Israel skulle handle først. Derefter ville de arabiske lande opfylde deres del af aftalen. Ifølge forlydender forsøger kong Abdallah af Jordan nu på USA’s vegne at overtale i første række Saudi-Arabien til at tage de første skridt hen imod en normalisering af forholdet til Israel for at opmuntre Israel til at genoptage fredsforhandlingerne med palæstinenserne på Vestbredden. Obama har anlagt en overordnet politik i forhold til den arabiske verden, formodentlig ud fra ønsket om at undgå en direkte konfrontation med Israels ultranationalistiske regering. Den overlader han til den israelske vælgerbefolkning. Hans strategi er at henvende sig hen over hovedet på Netanyahu til den israelske vælger, der ønsker fred, og er overbevist om, at han både kan få fred og sikkerhed. Netanyahu er en ilter mand, men dum er han ikke. Han er vel den israelske statsleder, der bedre end nogen af sine forgængere forstår amerikansk politik. Netanyahu er modstander af en palæstinensisk stat. Han afviste Obamas opfordring til at udtale de magiske ord: To stater til to nationer. Det ville have givet USA’s præsident en anledning til at markere en diplomatisk sejr, der ville have gjort indtryk i arabiske hovedstæder. NETANYAHU ved, at han skal undgå en åben konflikt med Obama. Han forstår også, at Obamas forsøg på at aktivere de to vigtigste arabiske lande, Egypten, hvorfra han vil henvende sig til den arabiske verden 4. juni, og Saudi-Arabien, kan være farligt for hans politiske overlevelse. Show me var Obamas budskab til Netanyahu under samtalerne i sidste uge. USA vil se handlinger, ikke flere uforbindende fraser. Det ønske kan Netanyahu ikke imødekomme uden at risikere, at hans regering falder. Hans flertal bygger på små fanatiske partier, for hvem den hellige pligt – at forsvare det hellige land – er vigtigere end ministerbilerne. Derfor den tak for sidst-hilsen fra Netanyahu til Obama, omtalt i første afsnit. Dens formål er at sabotere Obamas strategi. Sidste torsdag højtideligholdt det officielle Israel Jerusalem-dagen. Den fejrer erobringen af det arabiske Østjerusalem, der indtil seksdageskrigen i 1967 var besat af Jordan. I dagens anledning lagde Netanyahu en bombe under udsigterne til, at der kommer nye forhandlinger i stand om en Palæstina-løsning: »Det forenede Jerusalem er Israels hovedstad. Jerusalem har altid været vores og vil altid være vores« ... osv., osv. Ingen palæstinenser vil forhandle om fred, medmindre Østjerusalem bliver Palæstinas hovedstad. Intet arabisk land vil normalisere forholdet til Israel, så længe Netanyahu fastholder sit standpunkt: 70 procent af de israelske vælgere, heraf 40 procent af Likuds vælgere, er indstillet på at leve side om side med en palæstinensisk stat. Problemet er, om Obamas nye Mellemøsten-strategi kan overbevise israelerne om, at deres sikkerhed er bedst tjent med at slutte fred. Det er Netanyahus frygt.