Tøger Seidenfaden: Obamas triumftog og krisens dybde

Lyt til artiklen

EFTER OTTE tætpakkede dage i Europa er Barack Obama tilbage i USA.

At han drog fra topmøde til topmøde og var ombølget af begejstring og velvilje overalt, har ingen kunnet undgå at opleve på tv-skærmen. At han i tale efter tale, land efter land og pressemøde efter pressemøde ikke satte en fod eller et ord forkert, er lige så åbenbart. Målet om at genskabe USA’s popularitet i Europa efter Bush-årene er formentlig allerede nået. Men nok så vigtigt er det at notere, at de konkrete udspil, løfter og resultater også står i kø: 1) Allerede inden G20-mødet havde han aftalt med den russiske præsident, at Rusland og USA inden årets udgang skal blive enige om at nedskære deres atomarsenaler med en tredjedel. Både forholdet til Rusland og det endnu vigtigere Kina er nu i positiv gænge. 2) På G20 var det det amerikanske ønske om en tredobling af Den Internationale Valutafonds midler, der nød fremme, og de amerikanske bud på skærpet kontrol med finanssektoren, der var enighed om. Og krisen i sidste øjeblik, hvor Kina og Frankrig var tørnet sammen om et opgør med skattely (ironisk nok med det stadig formelt kommunistiske Kina som skattesvindlernes sidste forsvarer), løste Obama personligt. 3) På Nato-topmødet fik præsident Obama fuld tilslutning til sin nye Afghanistan-strategi, og da Tyrkiet og det øvrige Europa ragede uklar om valget af ny generalsekretær, var det igen Obama, der strikkede en løsning sammen, der blev en sejr både for Tyrkiet og for Anders Fogh Rasmussen. 4) I Prag forpligtede Obama USA til at tage konkrete skridt hen imod en atomvåbenfri verden, hvilket samtidig kobler forholdet til den gamle trussel – Moskva – og den nye trussel – Teheran – på en usædvanlig konstruktiv og diplomatisk løfterig måde. 5) I Tyrkiet kom Obama langt med at genskabe det positive forhold til landet, som Bush satte over styr, formåede at stimulere tilnærmelsen mellem Tyrkiet og Armenien og sendte endnu et stærkt og personligt signal om, at han vil arbejde målrettet på at genoprette USA’s ry i den muslimske verden, et omdømme, der som bekendt ligger i ruiner efter Bush. Det kan godt være, han ser afslappet ud, den gode Obama, men han får noget fra hånden. Og han har stadig kun været præsident i et par måneder. ER ALT så godt i den bedste af alle verdener? Desværre. Mens Obama var i Europa, kom der nye skræmmende tal for den amerikanske arbejdsløshed, og trods de meget opreklamerede »forårstegn«, der lokkede aktiemarkederne på en skrøbelig optur, bliver prognoserne for den globale økonomi stadig værre. Det stod klart før G20-mødet, at europæerne ikke vil følge i USA, Japan og Kinas fodspor med nye vækstpakker, og da Europa stadig er det eneste økonomiske område i verden, der i tyngde og modenhed tåler sammenligning med USA, er det bekymrende. Det var heller ikke sådan, at Obama fik alt, hvad han bad om. Europæerne fik godt nok den Afghanistan-strategi, de ønskede, men det fik dem ikke til at levere mere end en meget lille slat flere soldater. Værre er det, at mange eksperter tvivler på, at USA og Nato’s ny strategi overhovedet sikrer fremgang i Afghanistan og Pakistan. Udenrigspolitisk hører det også med, at store dele af Obamas indsats er rent oprydningsarbejde efter forgængernes fejlgreb. Når oprydningen er overstået, står problemerne tilbage: fra Israel-Palæstina til Irans atomprogram. Gideon Rachmann satte i Financial Times paradokset på spidsen under overskriften: ’Den rigtige mand på det forkerte tidspunkt’. Hans pointe var, at verdens problemer lige nu er så store, at selv en perfekt amerikansk præsident måske ikke kan løse dem. Det kan han jo desværre godt få ret i. Men ret beset betyder det jo ikke, at Barack Obama er blevet præsident på det forkerte tidspunkt. Verden ville se langt værre ud, hvis vi havde fået en mindre ambitiøs og en mindre talentfuld amerikansk leder. Obama er lyspunktet midt i alle kriserne. Vi ville være langt værre stillet uden hans utrættelige anstrengelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her