Per Michael Jespersen: Drop nu den gammelmandssnak

»Vi skal bygge en bro over den kløft mellem elite og folket, som Fogh, Krarup, Langballe, Brian Mikkelsen og andre har skabt og uddybet i de seneste ti år«.
»Vi skal bygge en bro over den kløft mellem elite og folket, som Fogh, Krarup, Langballe, Brian Mikkelsen og andre har skabt og uddybet i de seneste ti år«.
Lyt til artiklen

Kan man forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen i sin næste store tale vil lægge akademikere for had, kalde dem undertrykkende ’smagsdommere’ og lange ud efter den politisk korrekte elite? Nej, vel? Hvis der er en aggressiv kulturkæmper gemt i Lars Løkke, så er han rigtig godt gemt. Og heldigvis for det. For er der noget, vi ikke har brug for mere af, så er det at få uddybet kløften og mistilliden mellem ’eliten’ og ’folket’. Tværtimod er der brug for at få bygget en bro over den kløft, som Fogh, Krarup, Langballe, Brian Mikkelsen og andre har gravet i de seneste ti år. Betyder det, at den højtuddannede så bare har været et uskyldigt offer? Slet ikke. Der er en række bekymrende samfundstendenser, som ’eliten’ har et stort medansvar for. Det handler f.eks. om, at højtuddannede i stigende grad lukker sig om sig selv i sociale ghettoer. Det har heller ikke været kønt, at man har overladt tidens måske største udfordring – integrationsprocessen – til de mest ressourcesvage danskere i Brøndby, Vollsmose og Mjølnerparken. Og så har uddannelseselitens trang til at trække sin egen elitære ansvar-for-egen-læring-pædagogik ned over unge fra ikke-boglige hjem været pinlig. Vi taler om social blindhed, som mange højtuddannede ikke kan være stolte af. Men er det disse forsyndelser og blinde punkter, som VKO har kastet sig over og gjort noget ved? Slet ikke. Tværtimod er regeringen gået i kødet på ’elitens’ påståede ’politiske korrekthed’, ’slaphed i rets- og udlændingepolitikken’ og ’trang til at være belærende’ over for befolkningen. Vi taler om antiintellektualisme slet og ret. Problemet er ikke bare, at VKO har gravet kløfter mellem samfundsgrupper. Problemet er også den hykleriske måde, som det er foregået på. For det første har VKO fremstillet sig selv som den folkelige alliance, der har taget ’folkets’ og ’almindelige menneskers’ problemer alvorligt – og ignoreret eliten. Men hov! Hvor blev fordelingskampen og de økonomiske uligheder af i den ligning? Med sit enøjede fokus på værdipolitik – 24-års regler og strafferammer – har regeringen fjernet fokus fra den sociale og økonomiske ulighed i det danske samfund. Snedigt! Ikke mindst fordi den egentlige ’elite’ i Danmark – dem med de højeste indkomster og formuer – godt ved, hvor de skal sætte deres kryds for at få varetaget deres pekuniære interesser. Og fik det ved skattereformen og skattestoppet f.eks. Eliten stemmer borgerligt og har altid gjort det. Folkets stemme? Vorherre bevares! For det andet viser alle undersøgelser, at VKO med stor matematisk præcision har ført en værdipolitik, der svarer til flertallets holdning i den seneste meningsmåling. Og når danskerne har ændret holdning? Så er regeringen da rykket med. Det er en ærlig sag, at man ikke har haft ambitioner om at flytte befolkningens holdninger med argumenter. Men det bliver altså hykleri, når regeringen gør en dyd ud af ’Gallup-nødvendighedens politik’ og siger, at den konsekvent er i overensstemmelse med folkets grundholdninger. Ja, selvfølgelig er den da det, hvis denne uges meningsmålinger omsættes til lovgivning i næste uge. Banalt! Endelig for det tredje er hele retorikken om, at den ’politisk korrekte elite’ sidder på den meningsdannende magt, svært at tage alvorligt. Er der ikke noget om, at VKO sidder på det parlamentariske flertal på ottende år i træk? At borgerlige debattører spytter bøger ud fra forlagene og skriver flittigt i medierne? Og at den ’kulturradikale elite’ klaskede sammen lang tid før 2001-valget? Når CD’s tidligere leder Mimi Jakobsen, der ville begrænse venstrefløjens indflydelse, har kaldt VKO for »et magtfuldkomment meningstyranni«, var det måske på tide med lidt selvkritik. Men det er måske denne selvkritik, der er ved at indfinde sig nu på sin egen stilfærdige måde ved, at Lars Løkke dropper retorikken om ’den politisk korrekte elite’, der ikke forstår folket? Man har da lov at håbe. Tiden er nemlig løbet fra modsætningen mellem ’elite’ og ’folket’. Det er gammelmandssnak. Vi gider ikke mere. Fogh er væk. Vi skal videre. Danmark har brug for, at der bliver bygget bro over den der kløft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her