Det lover ikke godt for de kommende fredsforhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, som formodentlig bliver genoptaget i forbindelse med FN’s kommende generalforsamling.
USA har gjort indrømmelser til den israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahu. Det er palæstinenserne, der skal betale gildet. Israel skal alligevel ikke øjeblikkeligt ophøre med at udbygge de såkaldte bosættelser på besat palæstinensisk områder, inkl. i Østjerusalem, som Israel annekterede kort efter Seksdageskrigen i juni 1967. Så vidt det forlyder efter Netanyahus seneste møde med præsident Barak Obamas Mellemøstambassadør, George Mitchell i London nærmer parterne sig en aftale, der er forudsætningen for, at præsident Obama, Netanyahu og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas vil kunne mødes i New York i september. Israel må stadig bygge Foreløbigt ser det ud til, at Israel får lov til at afslutte byggeriet af 2.500 boliger på besat område, som er under konstruktion. Netanyahu kræver ydermere, at bosætterne skal kunne bygge sociale institutioner, som børnehaver og skoler, samt boliger for unge ægtepar, børn af bosætterforældre.




























