Vi er nødt til at skelne mellem stater og befolkninger.
Også i Afghanistan. Præsidenten er slap, hans broder er korrupt, hans politi utilstrækkeligt og oprørsstyrkerne håbefulde. Samtidig er internationale soldater trængt i adskillige provinser, og vestlige politikere aner ikke deres gode råd. Men der er en anden målestok. Frem for at se Afghanistan som en korrupt krigsskueplads, kunne vi se Afghanistan som et desperat fattigt samfund med brug for vores hjælp. Måske har udviklingsminister Ulla Tørnæs ret i, at den danske regering primært må hjælpe Afghanistan gennem Karzai-regeringen i Kabul – for at styrke opbygningen af en fælles afghansk stat. Men den afghanske forsker Malek Sitez har også ret i, at vi samtidig er nødt til at støtte det spirende afghanske civilsamfund – ude i landet. Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Behov for støtte nu Tilsvarende gælder, at udvikling i Afghanistan ikke er nødt til at vente på afslutningen af krigen i Helmand og andre provinser. Tvært imod. Om det er rigtigt at føre krig i nogle provinser er en diskussion. Om der er behov for at støtte afghansk udvikling er til gengæld uden for diskussion – i alle provinser. Det kan heller ikke nytte at se al vold i Afghanistan som et udtryk for, at Taleban er ved at overtage landet. Det er Taleban-bevægelsen ikke. Det giver i det hele taget ingen mening at kalde alle militser i Afghanistan for ’Taleban’, både fordi de fleste krigsherrer hypper deres egne lokale kartofler, og fordi hverken Taleban eller mylderet af lokale klaner og militser har en fælles kommando og et fælles telefonnummer. De vidner om, at Afghanistan savner en troværdig regering – men de er ikke et samlet alternativ til regeringen. Giver mening at skrue op for udviklingshjælp Derfor kan det heller ikke nytte at se hele Afghanistan som ét stort morads. Så enkelt er det ikke. Men landet døjer med en fattigdom, som få andre kan matche. Har afghanerne brug for hjælp? Om. Vil de gerne have hjælp? Det er ingen hemmelighed. Kan det lade sig gøre? Joh – hvis vi har øje for andet end den voldstruede hovedstad og de krigshærgede provinser, og hvis vi er villige til at samarbejde med afghanere dér, hvor det kan lade sig gøre. Prøv lige at se bort fra krigen et øjeblik. Det er svært for os og endnu sværere for afghanerne. Både vi og de holder øje med balancen mellem den civile og den militære indsats. Lige nu er balancen skæv. For os er argumentet det bogholderitekniske, at krig nu engang koster mere end udviklingshjælp. For dem ligner det, at omverdenen er mere interesseret i at føre krig end i at hjælpe med udvikling. Uanset hvad man mener om krigen i Helmand, vil det derfor give mening at skrue op for hjælpen til udvikling. Udvikling nødvendigt for at undgå krigsherrer Det er kun bedre levevilkår, der kan give afghanere håb om velfærd og tillid til deres regering og dens administration ude i landet. Og det er kun civil udvikling, der kan svække traditionen for, at lokale krigsherrer giver pokker i regeringen. Danmark kan godt respektere afghanernes tvivlsomme regering - og alligevel støtte afghanerne ude i landet. LÆS ARTIKELStøt indsamling til rent vand i Afghanistan Men alt for mange af de løfter om hjælp, som alverdens regeringer har lovet Afghanistan, er i praksis forduftet. Og Den Danske Afghanistan-Komités sundhedsprogram for 600.000 mennesker i Herat-provinsen, hvor Politiken i øjeblikket samler ind til brønde og pumper og rent drikkevand er desværre ikke, hvad afghanere oplever overalt. Denne provins afspejler Afghanistans utrygge balance mellem krig og fred. Krigsherrer og talebanere lurer, og krigen i Helmand buldrer længere mod sydøst. Men det meste af provinsen er i ro. Afghanerne er ivrige efter udvikling, og brønde og pumper fra indsamlingen er ét bidrag til at skabe både udvikling og håb – og til at undgå krigsherrer og krig.
