Kina bliver mere og mere populær i de arabiske lande, i takt med at USA’s popularitet falder.
Det gælder både for magthaverne og den brede befolkning. Kina opfattes i voksende grad som en model for den arabiske verden. Alle de vestlige -ismer, man har forsøgt at importere siden Anden Verdenskrig, kommunismen, socialismen og kapitalismen, har skuffet forventningerne. Nu er det Kinas tur. I Kairo står egypterne i kø for at lære kinesisk. Al Shams-universitetet har den største kinesiske afdeling i Afrika med over 500 studerende, og sidste år annoncerede Kina oprettelsen af en skole i Kairo med kinesisk som første fremmedsprog. 1.500 forældre søgte at få deres børn optaget i børnehaveklassen, hvor der var 97 pladser. Kinas regering har forpligtet sig til at oprette tilsvarende skoler i alle Egyptens 29 provinser. 2.500 egyptere studerer kinesisk hvert år. Det er kun en tiendedel af antallet af elever, der studerer engelsk i British Council-regi, men Kina har store planer om at udvikle Kairo som centrum for den soft-power-offensiv, som det har gang i. Kina er i færd med at overtage den rolle, som USA spillede i Mellemøsten i perioden mellem de to verdenskrige. England og Frankrig overtog det ottomanniske imperiums besiddelser i den arabiske verden og blev som kolonimagter hadet og frygtet af de arabiske befolkninger. USA blev opfattet som antiimperialistisk og fortaler for nationernes selvbestemmelsesret. USA byggede amerikanske universiteter og udsendte missionærer og blev ikke opfattet som en magtpolitisk, men som en civiliserende faktor. Det ændrede sig i årene efter Anden Verdenskrig, hvor England og Frankrig opgav deres besiddelser, og regionen indgik i den amerikanske interessesfære. Opinionsundersøgelser i de arabiske lande afslører, at i en verden med kun én supermagt foretrækker araberne i første række Frankrig, og derefter Kina. Og sidste år viste en Gallup-undersøgelse, at 40 pct. af araberne var tilfredse med Kinas optræden i international politik, medens kun 17 pct. var tilfredse med USA’s. I modsætning til USA holder Kina fingrene fra arabisk indenrigspolitik. Kineserne forsøger ikke, af gode grunde, at presse de arabiske magthavere til at indføre reformer, og Beijing har, ligeledes af gode grunde, ingen friheds-dagsorden, hvilket passer de arabiske magthavere fortræffeligt. Arabiske intellektuelle ser i Kina en udviklingsmodel. Et eksempel på en gammel civilisation, der har fundet sin egen vej i økonomisk udvikling og modernisering. I modsætning til Beijings politik i det sydkinesiske hav, hvor kinesiske og amerikanske strategiske interesser kolliderer, og hvor der har været sammenstød mellem amerikanske og kinesiske krigsskibe, dog uden at man har beskudt hinanden med skarpere våben end vandkanoner, træder kineserne varsomt i Mellemøsten, for ikke at skabe mistanke om at ville underminere USA’s indflydelse. Det forekommer, at de to magter er blevet enige om at fordele rollerne, så USA tager sig af sikkerheden, medens kineserne tager sig af handlen. Kinas hovedinteresse i Mellemøsten er at sikre olieleverancerne fra Golfområdet. Kina importerer ca. halvdelen af sit olieforbrug, hvoraf halvdelen kommer fra Mellemøsten. Om 20 år anslår man, at Kina vil importere 75 pct. af sin olie, hvilket betyder, at det i endnu højere grad er interesseret i stabilitet i Golfen. Den kan kun USA sikre, og derfor er kineserne tilbageholdende. Kinas voksende popularitet udgør ingen strategisk fare set fra Washington. Så længe USA er i stand til at sikre, at olien flyder fra den persiske havbugt, er kineserne tilfredse med at spille en underordnet rolle i Mellemøsten i forhold til USA. Kina gør sig store anstrengelser for ikke at optræde som et alternativ til Washington. Spørgsmålet er, hvor længe dette symbiotiske forhold mellem de to magter i et så vulkansk område som Mellemøsten kan opretholdes. Meget afhænger af udviklingen i forholdet mellem USA og Iran. En fredelig løsning på konflikten vil sikre Kinas altdominerende nationale interesse i Mellemøsten, olieforsyningen, en væbnet konflikt mellem USA og Iran, som den nye administration ikke har udelukket, kan få så katastrofale konsekvenser for Kinas økonomiske udvikling, at Beijing vil kaste forsigtigheden over bord og tage del i kampen om indflydelse i golfområdet med USA. En situation som vil blive hilst velkommen af de voksende kredse i den arabiske verden, der ønsker at blive amerikansk indflydelse kvit.
