Der kan siges mange gode ting om Lars Løkke Rasmussens nytårstale forleden. Men et festfyrværkeri af nye, konkrete initiativer var den ikke. Tværtimod. I forhold til reelle politiske tiltag var talen faktisk snarere en fuser. Kun en eneste gang i talen dristede statsministeren sig til at blive konkret, og så var det desværre ren og skær nonsens, der kom ud af hans mund: »Vi bør i fællesskab give børnene et ’læseløfte’. Vi skal love dem, at de skal lære at læse – og læse godt – før vi dynger dem til i andre fag. Det kan gøres helt ubureaukratisk ved en læsetest f.eks. i 2. klasse«. Men hov, en test i læsning? I 2. klasse? Det har vi sådan set allerede. Den blev vedtaget af et politisk flertal, bestående af VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne helt tilbage i 2005. I øvrigt sammen med tre andre test i læsning og dansk i hhv. 4., 6. og 8. klasse. Foruden – nu vi er i gang – seks andre test i en række andre fag. Hvis nu Løkke og hans rådgivende embedsmænd skulle være i tvivl... Men hvis det så bare var et spørgsmål om, at statsministeren var blevet dårligt briefet omkring tingenes tilstand i folkeskoledepartementet. Desværre varslede forsiden af Politiken dagen efter nytårstalen, at der måske er værre ting i vente. Her var den konservative regeringspartner nemlig mere end parat til at sætte flere ord på statsministerens ’læseløfte’.
En fladpandet politisk løsning
For ikke alene skal vi have (endnu) en test i læsning i folkeskolens 2. klasse. Nej, vi skal sandelig også sige til de dårlige læsere på 8-9 år, at de altså ikke kan lære andre ting, før de har lært at læse: »Hvis børnene ikke kan læse, så skal de heller ikke have fag som natur og teknik eller billedkunst. Så skal man sætte 100 procent ind på at lære dem at læse«, sagde de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær.
En mere fladpandet politisk løsning skal man vist lede længe efter i dansk uddannelseshistorie. Ikke alene vil man altså afskære ungerne fra at deltage i natur og teknik, der på mange måder er en øm akilleshæl, når det gælder udviklingen af danske elevers interesse inden for naturfag.




























