Som hofnarre vil loyale royalister i de kommende uger springe rundt og foregøgle vælgerne, at den nye tronfølgelov handler om at styrke ligestillingen i Danmark.
Men det stik modsatte vil ske, hvis det lykkes at få et flertal til at stemme ja til den foreslåede pseudomodernisering af kongehuset: Ligestillingsdebatten vil blive sat mange år tilbage. Monarkier er defineret ved særstilling: Uden forudsætninger eller folkeligt mandat »nedarves« posten som statsoverhoved – som det hedder i grundloven og fortsat vil lyde efter folkeafstemningen – til »mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler«. Konger og dronninger symboliserer alt det, som demokratiske frihedshelte har kæmpet imod siden den franske revolution. Monarkiet er antitesen til demokratiet, og dronninger er antitesen til ideen om, at alle mennesker fødes lige og frie. Ligestilling handler nemlig ikke kun om kønskamp, men om at bekæmpe alle former for forskelsbehandling mellem mennesker. At tale om ligestilling i et kongehus er det samme som at opløse begrebets indhold.
Alle feminister, der taler om ligestilling i kongehuset, ophører derfor med at kunne tale med nogen form for troværdighed om f.eks. ulighed mellem køn. For med kongefamilien er der officielt nogle, der er mere lige end os andre. Teknisk set handler lovforslaget om, at det skal være pigen, som bliver dronning, hvis kronprins Frederiks søn – prins Christian Valdemar Henri John til Danmark, greve af Monpezat – først får en pige og dernæst en søn.
