Bare en tanke: Hvad ville der være sket, hvis det var kommet frem, at mindreårige drenge i moskeer flere steder i verden var blevet misbrugt af imamer, og misbruget var blevet fortiet i årevis af de islamiske trossamfund i de forskellige lande? Hvilken diskussion ville vi føre nu, hvis lederen af Det Islamiske Trossamfund i Danmark havde udtalt, at man inden for islam ikke har pligt til at anmelde pædofile imamer, og at han ikke så nogen grund til at anmelde de overgrebssager, han kendte til? Men i øvrigt havde Islamisk Trossamfund lavet en folder med oplysning om, hvordan trossamfundets medlemmer skulle forholde sig, hvis de fik mistanke om overgreb. Og hvad mon Dansk Folkeparti ville have ment om danske imamer, der sætter tavshedsløftet over dansk lov? Og SF? Hvor ville Villy Søvndal mon have ønsket imamerne hen? Nu ved vi jo alle, at det ikke er islam, men den katolske kirke, der har et problem med pædofile præster. Og det er også velkendt, at det er den katolske kirkes overhoved i Danmark, biskop Czeslaw Kozon, der i sidste uge afviste at anmelde de 5-7 sager, han havde kendskab til, men i stedet henviste til en folder.
Senere gik det dog op for ham, at den indstilling faktisk var skadelig for den katolske kirke. Han ændrede holdning og mener vist nok nu, at sagerne bør undersøges.



























