Nej, Danmark klarede ikke krisen godt

Regeringens finanskrisestyring har ikke været effektiv, skriver Stig Ørskov. Her er Lars Løkke på virksomhedsbesøg på finanskriseramt virksomhed. (arkiv)
Regeringens finanskrisestyring har ikke været effektiv, skriver Stig Ørskov. Her er Lars Løkke på virksomhedsbesøg på finanskriseramt virksomhed. (arkiv)
Lyt til artiklen

Skal man tro statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), har Danmark klaret den økonomiske krise bedre end de fleste andre lande. Ikke mindst på grund af regeringens krisestyring. »Det seneste år har vi været vidne til det kraftigste tilbageslag siden 1930’erne både herhjemme og i de fleste andre lande. Regeringens førsteprioritet har været at dæmpe effekterne af krisen på dansk økonomi. Det er lykkedes i vidt omfang«, konkluderer regeringen i folderen ’Danmark 2020 – viden, vækst, velstand, velfærd’. Forestillingen om, at Danmark klarede sig godt igennem krisen, stemmer dog ikke overens med de centrale nøgletal.

Bruttonationalproduktet: Det helt centrale nøgletal er bruttonationalproduktet, som beskriver den samlede økonomiske aktivitet i samfundet. Ifølge den seneste opgørelse fra Den Internationale Valutafond, IMF (World Economic Outlook), er Danmark blandt dem, der har oplevet det allerstørste fald i den økonomiske aktivitet. Med et fald på over 7 pct. i løbet af 2008 og 2009 overgås Danmarks tilbagegang kun af lande som Irland, Spanien og de baltiske lande. Til sammenligning faldt eurolandenes samlede bruttonationalprodukt med 3,5 pct. Arbejdsløsheden: Også her stikker Danmark ud. Især når man bruger det samlede tal for arbejdsløsheden, som blandt andet også omfatter aktiverede og arbejdsløse, der ikke er medlem af en a-kasse. Det er det tal, som EU’s statistiske kontor, Eurostat, bruger ved sammenligning af arbejdsløsheden på tværs af landegrænser. Ifølge Eurostat nåede den danske ledighed i marts op på 7,6 pct. af arbejdsstyrken. Det er en stigning på 4,5 procentpoint siden juni 2008. Til sammenligning er EU’s samlede arbejdsløshedsprocent i samme periode kun steget med 2,7 procentpoint, så den nu er 9,6 pct. Den danske arbejdsløshed er altså ved at nå op på EU-niveau. Industriproduktionen: De danske industrivirksomheder er blevet ekstremt hårdt ramt af den økonomiske nedtur. Ifølge Eurostat ligger den danske industriproduktion i øjeblikket 17,5 pct. lavere end i juni 2008. Til sammenligning er EU’s samlede industriproduktion ’blot’ 11 pct. lavere. De seneste tal, som er fra februar, viser, at kun Grækenland og Bulgarien har en svagere udvikling i industriproduktionen end Danmark. Eksporten: Mens de fleste andre lande er på vej tilbage til det samme eksportniveau som i 2008, ser det skidt ud for Danmark. Ifølge en ny opgørelse fra Dansk Industri har Danmark hentet under 10 pct. af den tabte eksport tilbage, mens Kina og Indien har indhentet næsten det hele, og Tyskland og Storbritannien har tilbageerobret henholdsvis 40 og 60 pct. af den tabte eksport.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her