Selvfølgelig dur det ikke, at Israel holder Gaza indespærret. Det dur især ikke for Gazas palæstinensere, der desperat savner udvikling. Det dur heller ikke for Israel, som kun får mere vold og flere fjender, skønt det, landet har brug for, er mere fred og nogle nye venner. Men hallo, hvor er de stater, som vil hjælpe palæstinenserne og israelerne med at komme ud af deres gensidige benlås? Hører I nogen regeringer tilbyde, at de vil hjælpe palæstinenserne med udvikling og israelerne med sikkerhed? Hører I nogen regeringer love, at de vil hjælpe med at stille sig imellem palæstinenserne og israelerne? Hører I nogen regeringer tilbyde at risikere noget selv? Eller hører vi bare det sædvanlige råberi? På lang sigt er de to parter nødt til at leve med hinanden som ordentlige naboer. På kort sigt er de nødt til at komme hinanden i møde, selv om de både frygter og ikke kan lide hinanden – for at sige det mildt. Lige meget. Israel skal bare trække sig, vil nogle sige; ret beset har israelerne ingen ankomst til at stoppe civile skibe i internationalt farvand, som det skete forleden; israelerne har heller ikke ret til at lukke palæstinenserne inde, og de har ikke ret til at hindre palæstinensere i at handle fra havne i Gaza.
Men hvis israelerne mener, at de er truet af vold og ny konflikt fra Gaza, trækker de sig først, når Israel føler sig tryg.




























