Desværre – Danmark er stadig på sigtekornet for hadefulde voldsmænd, som desperat forsøger at holde liv i kampagnen mod de såkaldte danske tegninger. Det kan vi næppe ændre. Men tegningerne er kun et symbolsk omdrejningspunkt for en kampagne, der i bund og grund handler om alt muligt andet end tegninger. Om så danske tegnere åd deres egne skitser, ville terrorgrupper bare finde en anden undskyldning for at ty til vold.
Deres had skyldes ikke tegningerne, men en grundlæggende modvilje mod det åbne, fri og demokratiske samfund. Og hvis Osama bin Laden og hans kumpaner fik magten i Pakistan, Saudi-Arabien og Indonesien – eller for den sags skyld her i Danmark – skal vi ikke forestille os, at de lagde våbnene og inviterede til fest i gaden. Vold er deres argument, og et ufrit samfund er deres mål. De lægger ikke engang skjul på det. De er udtrykt hadefulde over for mennesker, som har en anden tro end de selv – og allermest over for mennesker, som slet ikke deler deres tro på Gud. De siger, at de slås mod troløse, mod korrupte og mod vestlig dominans. Men de beskæftiger sig primært med at slå folk af deres egen religion ihjel.



























