Det er okay at rejse til Burma. Ikke blot okay, men den eneste praktiske mulighed, vi har som enkeltpersoner for at bistå den burmesiske befolkning, der ifølge FN-rapporter er blandt de mest forarmede i verden. Gennemsnitsindtægten pr. person ligger under to dollar om dagen og et kg ris, af den billigste sort, koster 700 kyat ca. 3/4 dollar. Burmeserne spiser ris tre gange om dagen, og en familie på fem personer bruger ca. to kg ris pr. dag.
Facit er, at familien skal tjene mindst 45 dollar pr. måned for blot at kunne spise sig mæt i ris. Det er en folkeskolelærers månedsløn. Så kan man forestille sig forholdene. Turisme til Burma er undergravende virksomhed. I det lange, lange løb kan de penge, vi lægger i landet under opholdet, svække generalernes undertrykkelsesregime, et af de længstvarende efter det sovjetiske imperiums sammenbrud for 20 år siden.




























