På forsiden handler historien om en fuld dansk ambassadør i Washington D.C., der har forsøgt at lyve sig fri fra politiet.
Men bagsiden af Ekstra Bladets afsløringer om den tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen rummer et rænkespil med alle ingredienser fra en ny actionmættet spionthriller: sprut, hurtige biler, landsforræderi, smædekampagner og en sort præsident. Indsættelsen af præsident Barack Obama har tilsyneladende sat gang i en gammel diplomatkrig mellem folk med loyalitet over for Statsministeriet og en eller flere højtstående diplomater i udenrigstjenesten, der aktivt modarbejder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Søndagshistorien om Friis Arne Petersen i Ekstra Bladet virker som en velplaceret hævnaktion – som gengældelse for en forsidehistorie i Berlingske Tidende i forrige uge om Foghs vanskeligheder med at få et møde med Obama. Dengang lød overskriften: ’Fogh satser på møde med Barack Obama’. Det lød harmløst, men sprængkraften lå gemt godt nede i artiklen. Historiens anonyme solokilde, den såkaldte topdiplomat i Washington D.C., udtalte spydigt: »Hvis Fogh får svært ved at få et hurtigt møde, vil det både belaste statsministerens pondus op til klimatopmødet og naturligvis svække ham i en dansk indenrigspolitisk virkelighed«. Og svært bliver det mildest talt for Fogh at få arrangeret et møde med USA’s nye præsident, Barack Obama. Historien i Berlingske, som Fogh internt har udtrykt kraftig irritation over, er således ikke en blomst, der er vokset i Prins Jørgens Gård. Tværtimod har historien om Obamamødet lagt øget pres på Fogh, som – for hver dag Obama venter med at invitere ham – udstilles som en lilleputleder, der er blevet mere ligegyldig efter Bushs exit. KILDEN TIL historien i Berlingske har oplagt ikke været Fogh venligt stemt – og beskrives altså samtidig som »topdiplomat« i Washington. Dem findes der ikke mange af. Foghs tidligere rådgiver Michael Kristiansen var heller ikke i tvivl, da han omtalte episoden på TV 2 News fredag aften: »Da jeg læste historien, tænkte jeg tilbage på min tid i Statsministeriet og en af de sætninger, man hørte allermest, når der var gnidninger på den udenrigspolitiske scene: ’Det er vist Friis’ – Udenrigsministeriets tidligere direktør, som nu er ambassadør i Washington D.C., Friis Arne Petersen«. Konklusionen lød: »Udlægningen i Statsministeriet vil være, at det er Friis«. Og rigtigt er det, at Friis Arne i årevis har udfordret Statsministeriet. Som en krigerisk direktør i Udenrigsministeriet har han bekæmpet først Poul Nyrup Rasmussen (S) og siden hen Anders Fogh i deres bestræbelser på at optræde som verdensmænd. I den udenrigsministerielle logik hører internationale anliggender til på Asiatisk Plads. Kun få betvivler derfor, at Friis Arne er ophavsmand til påstanden om, at Fogh bliver nedslidt af ventetiden. I et pudsigt sammenfald gik Ekstra Bladet lørdag nat i trykken med forsidehistorien: ’Afsløring: Dansk ambassadør taget i spritkørsel’. Episoden, der er mere end et år gammel, kommer yderst belejligt for dem, der vil miskreditere Friis Arne efter Obamahistorien: »Da Friis Arne Petersen rullede vinduet ned, mødte der betjenten en ’kraftig sprutlugt’«, skrev Ekstra Bladet, som også bruger kilder i Statsministeriet til at beskrive opgør mellem Fogh og Friis Arne under EU-topmødet i 2002. Sandsynligheden taler imod, at Ekstra Bladet tilfældigvis selv skulle have gravet en skandalehistorie frem om netop den mand, som Foghfolk i de samme dage går rundt og forbander. Sådanne slibrigheder afslører sjældent sig selv: De lækkes af kilder, der vil skade hovedpersonen. Indicierne tyder dermed på, at ambassadøren er faldet statsministeren i ryggen, hvorefter han selv blev udsat for et veliscenesat karaktermord, skønt Fogh næppe personligt har været involveret. Detaljerne er alle sande: Det vil belaste Fogh, hvis han ikke snart møder Obama – og en beruset Friis Arne har reelt kørt for stærkt. Forløbet udstiller en mulig forråelse af dansk toppolitik. Diplomatiet er langt ude på overdrevet, når en dansk ambassadør i personlig frustration over statsministerens politiske kurs kan finde på at arbejde stik imod nationens interesser. Det er jo helt ukontrollabelt. Og statsapparatet har samtidig mistet enhver demokratisk jordforbindelse, når gamle fortrolige oplysninger om en højtstående embedsmand lækkes til formiddagspressen. Det minder om metoderne i totalitære stater. Begge magtkneb, både bagtalelsen og smædekampagnen, er udtryk for normskred. Den aktuelle ’Friis Arne’-gate har ingen storpolitiske helte, kun små skurke.
