Det er svært at spå, især om fortiden.

Hvad nu hvis? Ja, hvad nu, hvis venstrevikingen Uffe hin Ellemann havde vundet valget i 1998? Hvad nu, hvis vi havde fået en lang periode med borgerlige regeringer under hans ledelse? Jeg spørger, fordi fremtiden sådan rent politisk jo skal vælges meget snart: Løkke eller Thorning? Jeg troede i 1998, at med Uffe Ellemann-Jensens nederlag og Nyrup Rasmussens sejr var Danmark sikret endnu en god, lang periode med centrum-værdier som de bærende. Jeg fattede ikke, at Uffes nederlag var meget værre for det moderne Danmark omkring centrum-højre og centrum-venstre, end hans sejr ville have været. Thi tre år senere kom Anders Fogh Rasmussen jo blæsende, og så fik vi hele den lange periode domineret af de populistiske værdier, som Fogh har stået for. Det havde vi ikke fået, hvis Uffe havde sejret over Nyrup. Så havde vi fået en borgerlig regering, men en moderat og moderne borgerlig regering, der nok nogenlunde ville have fortsat Marianne Jelveds og Nyrups gode gerninger, blot med en lidt anden retorik og en vis, tiltrængt afstand til den socialdemokratiske koncern. Vi havde ikke fået hele dette systematiske nedbrydningsprojekt, som Fogh har drevet frem med despekt for sagkundskab af enhver art, det være sig økonomisk (»jo, men« – økonomerne kan da bare skrive deres lærebøger om), diplomatisk (»jo, men« – vi går altså ikke på kompromis med nogen som helst), eller kulturelt (»jo, men« – vi har ikke brug for eksperter og smagsdommere). Det var i 1998 og ikke i 2001, det gik grueligt galt. Eller med Søren Krarups ord, ’systemskiftet’: Det kom med Uffe Ellemann-Jensens nederlag.